Kontakt

Konjunkturudvikling

Vismandsrapport: Dansk økonomi er holdbar

Det Økonomiske Råd forventer i deres efterårsrapport en vækst på 0,2 procent i 2012 - i 2013 og 2014 vil væksten tage til med henholdsvis 1,6 procent og 1,8 procent - Vismændene vurderer endvidere, at dansk økonomi er holdbar og at ubalancerne på de offentlige finanser frem til 2020 må anses for løst.

Det Økonomiske Råd har i dets efterårsrapport foretaget en nedjustering af væksten for 2012. Til gengæld er forventningerne til væksten i 2013 og 2014 opjusteret lidt. Ifølge vismændene vil vi få en vækst på 0,2 procent i 2012, mens væksten vil tage til i 2013 og 2014 med henholdsvis 1,6 pct. og 1,8 pct. Vismændene vurderer, at den lave vækst i 2012 primært skyldes det underdrejede private forbrug.

"Dansk økonomi er holdbar. Ubalancerne på de offentlige finanser frem til 2020 må anses for løst. Derfor skal fokus nu i endnu højere grad rettes mod løsninger af de aktuelle økonomiske problemer." Per Kongshøj Madsen

Formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), professor Per Kongshøj Madsen, der er medlem af Det Økonomiske Råd, er enig i, at det private forbrug bærer en stor del af ansvaret for den lave vækst i 2012. Til trods for at der er udbetalt over 28 mia. kr. fra efterlønsordningen, og vi har et rekordstort opsparingsoverskud, har vi endnu ikke set nogen større økonomisk effekt.

”Dansk økonomi gemmer på et stort vækstpotentiale i form af det private opsparingsoverskud, som er oparbejdet under krisen. Usikkerheden blandt forbrugere og virksomheder har dog gjort, at både virksomheder og husholdninger har holdt igen. Tilsvarende risikerer vi, at usikkerheden bremser effekten af efterlønspengene og skattelettelserne. De danske husholdninger har omkring 737 mia. kr. indestående på konti i pengeinstitutterne. Det svarer til, at hver dansker i gennemsnit har 132.000 kr. stående på bankbogen. Det vidner om, at der er masser af vækstpotentiale for det private forbrug. Derfor er det afgørende at få genskabt tilliden,” udtaler AE’s formand Per Kongshøj Madsen og fortsætter:

”Hvis tilliden i økonomien skal genskabes, er det afgørende at skabe større tryghed i forhold til jobmulighederne. Et ensidigt fokus på finanspolitisk konsolidering, som på den korte bane forringer jobmulighederne, er derfor en farlig strategi, som kan risikere at sende dansk og europæisk økonomi ud i en endnu dybere tillidskrise,” siger AE’s formand.

Vismændene vurderer i deres efterårsrapport, at der i 2020 vil være et overskud på de offentlige finanser på omkring 7 mia. kr. Dertil viser vismændenes beregninger, at de offentlige finanser på langt sigt må anses for holdbare i lyset af de opstramninger, der er gennemført.

”Dansk økonomi er holdbar. Ubalancerne på de offentlige finanser frem til 2020 må anses for løst. Derfor skal fokus nu i endnu højere grad rettes mod løsninger af de aktuelle økonomiske problemer. Det er således fuldt økonomisk ansvarligt at disponere over provenuet fra kommende reformer til forbedringer af de offentlige velfærdsydelser og investeringer,” afslutter Per Kongshøj Madsen.

For yderligere kommentarer eller interview konkakt:

Professor og formand for AE
Per Kongshøj Madsen
Tel: 22 43 10 77
pkm@ae.dk

eller

Direktør
Lars Andersen
Tel: 40 25 18 34
la@ae.dk