Uddannelse går i arv fra forældre til børn

17. august 2012
Analyse
Der er en meget stærk sammenhæng mellem forældrenes uddannelse og den uddannelse, deres børn får - Jo højere et uddannelsesniveau ens forældre har, jo mindre er risikoen for selv at stå uden uddannelse - Andelen af unge fra ufaglærte hjem, som selv står uden uddannelse, er i dag på samme niveau som i 1990.

Mens der op igennem 1990’erne var en faldende andel af unge fra ufaglærte hjem, som selv stod uden uddannelse som 25-årig, er andelen steget igen, så den nu er tilbage på samme niveau som i 1990. De unge, der oftest får en lang videregående uddannelse, kommer selv fra hjem, hvor forældrene har en lang videregående uddannelse. Og næsten 35 pct. af de unge fra hjem, hvor forældrene har en lang videregående uddannelse, har eller er i gang med en lang videregående uddannelse som 25-årige, mens det blandt unge fra ufaglærte hjem er det blot 3 pct.

Næsten 40 pct. af de unge, som kommer fra familier, hvor forældrene er ufaglærte, står selv uden uddannelse og uden at være i gang med en uddannelse som 25-årige. Blandt unge fra familier, hvor forældrene har en lang videregående uddannelse, er det blot 6,5 pct., der står uden uddannelse eller uden at være i gang med en uddannelse som 25-årige.

For de unge er der i alle tilfælde målt på, om de har gennemført en uddannelse, eller om de er i gang med en uddannelse. Dvs. har man f.eks. som 25-årig gennemført gymnasiet og er i gang med en videregående uddannelse, så er det den igangværende videregående uddannelse, der er afgørende. For forældrene er der set på den forælder, der havde det højeste uddannelsesniveau, da den unge var 15 år.

Omtalt af Søndagsavisen den 17-19. august 2012
 

Filer:

Relateret indhold