Kontakt

Arbejdsmarked

Stor forskel på jobmulighederne i landets kommuner

Situationen på arbejdsmarkedet er generelt begyndt at lysne, men der er stor forskel på, hvor godt det går i de enkelte kommuner. I de store byer har beskæftigelsen og udbuddet af stillinger klaret sig bedst gennem krisen, mens flere udkantskommuner slås med en beskæftigelse, der ligger op til 20 pct. under niveauet fra før krisen.

Det går bedre på det danske arbejdsmarked, men fremgangen er ikke kommet alle landets kommuner til gode.

I flere kommuner i og omkring de store byer ligger beskæftigelsen over niveauet fra før krisen, mens beskæftigelsen i mange (udkants)kommuner ligger 10-20 pct. under.

Mange mennesker er dog flyttet til de store byer, og befolkningen er i de store byer faktisk vokset mere end beskæftigelsen. Beskæftigelsesfrekvensen i hovedstadsområdet og Århus er derfor fortsat lavere end før krisen.

Mens områderne omkring de store byer altså skyder fremad på befolkningstal og beskæftigelse, står det værst til på Lolland, Langeland og Struer, hvor beskæftigelsen i dag ligger 17-21 pct. under niveauet før krisen.

Det samme mønster går igen, når man ser på udbuddet af ledige stillinger i kommunerne.

I det hele taget er udbuddet af ledige stillinger på det danske arbejdsmarked lavt sammenlignet med niveauet før krisen. Samlet var der på en gennemsnitsdag i 2. kvartal 2014 knap 12.000 stillinger, mens der før krisen i 2. kvartal 2008 var godt 21.500 ledige stillinger.

Ser man på de enkelte kommuner er der stor forskel på, hvor stort udbuddet er i forhold til før krisen. Generelt er udbuddet af ledige stillinger sammenlignet med før krisen størst omkring de større byer.

I Århus er udbuddet af ledige stillinger i Jobnet f.eks. større, end det var før krisen, mens det i København er omkring 80 pct. af udbuddet før krisen.

I mange udkantskommuner er udbuddet af ledige stillinger dog kun 20-30 pct. af, hvad det var krisen.

Omtalt af Ugebrevet A4 d. 23. september 2014