Priserne på bus og tog er steget voldsomt under VK
Siden VK-regeringen trådte til i 2001 er det kun blevet dyrere at benytte kollektiv transport i hovedstadsområdet. Faktisk er priserne på kollektiv transport steget med dobbelt så meget som de generelle prisstigninger i samfundet de sidste ti år.
Eksempelvis steg en 2-zoners billet i perioden 2001-2011 med 11 kr. svarende til en årlig stigning på 6,3 pct. Til sammenligning steg prisen kun med 3 kr. under SR-regeringen fra 1993-2001 svarende til en årlig stigning på 4 pct.
Samme scenarie gør sig gældende, når man ser på et 3-zoners pensionistkort, som siden 2001 er steget med samlet 88 pct. eller 6,5 pct. om året, mens forbrugerpriserne i gennemsnittet steg 2,1 pct. Prisen på et pensionistkort er med andre ord steget med tre gange så meget som de generelle prisstigninger i samfundet siden VK-regeringen kom til.
Samlet set er priserne på offentlig transport steget med over 50 pct. siden 2001, hvilket er dobbelt så meget som de generelle prisstigninger i samfundet. Her er priserne i gennemsnit steget 2,1 pct. om året, mens de på offentlig transport er steget med 4,3 om året.
Under SR-regeringen fra 1993-2001 steg priserne på offentlig transport med 2,2 pct. om året, hvilket lå fint i tråd med de generelle prisstigninger i samfundet.
Nedsatte takster får priserne på niveau med forbrugerpriser
Beregninger viser, at skal det store gab mellem de generelle forbrugerpriser og priserne på den kollektive trafik i hovedstadsområdet lukkes, så kræves der markante prisreduceringer.
En prisreduktion på 40 pct. for abonnementskort og 25 pct. for klippekort vil betyde, at priserne igen vil være på niveau med de generelle forbrugerpriser i samfundet, og dermed lukke det gab, som er blevet skabt siden 2001.
Omtalt af Ritzau d. 9. september 2011

