Positive tegn for dansk økonomi

1. april 2011
Analyse
Til trods for en negativ vækst i fjerde kvartal 2010, er de seneste tal for dansk økonomi en positiv nyhed set i lyset af betydelige nedrevisioner af det offentlige forbrug og de offentlige investeringer - samtidig faldt arbejdsløsheden i februar 2011 med knap 3000 personer - det bekræfter vores forventning om, at arbejdsmarkedet vender i første kvartal 2011.

De reviderede nationalregnskabstal for 4. kvartal 2010 viser et fald i det danske BNP på 0,4 pct. sammenlignet med 3. kvartal 2010.

Den samlede BNP-vækst for 2010, er opgjort til 2,1 pct. I 4. kvartal 2010 lå BNP 4¾ pct. lavere end da nedturen satte ind. Der er altså stadig et godt stykke vej til der hvor vi kom fra.

De reviderede nationalregnskabstal viser også et fald i beskæftigelsen på 4.000 personer fra 3. til 4. kvartal 2010. Dermed fortsatte nedturen på det danske arbejdsmarked i 4. kvartal 2010 om end med aftagende styrke.

Udviklingen dækker over et fald i den offentlige beskæftigelse på 4.000 personer og en uændret privat beskæftigelse.

Samlet er beskæftigelsen faldet med 165.000 personer siden nedturen på arbejdsmarkedet for alvor satte ind fra slutningen af 2008. Det dækker over en nedgang i den private beskæftigelse på 180.000 personer, mens der på trods af faldet i 4. kvartal 2010 er 12.000 flere offentligt ansatte.

Samlet faldt beskæftigelsen sidste år med 60.000 personer, hvilket stort set var som forventet.

Det er forventningen at bunden på arbejdsmarkedet bliver nået i 1. kvartal 2011. Det er da også umiddelbart hvad de nye arbejdsløshedstal indikerer. Således faldt bruttoledigheden med knap 3.000 personer fra januar til februar måned 2011.

Omtalt i Børsen d. 1. april 2011

Filer:
Kontakt: 
Chefanalytiker
Telefon: 
33 55 77 12
Mobil: 
28 42 42 72
E-mail: