Kontakt

Social arv

Piger bryder den sociale arv – drengene gør det modsatte

Mens pigerne er blevet bedre til at bryde den sociale arv i løbet af de seneste 20 år, så er drengene blevet dårligere - for drenge med ufaglærte forældre er der i dag flere, der ikke får en uddannelse ud over folkeskolen, end der var i 1990, mens der for piger med ufaglærte forældre er færre, der ikke får en uddannelse.

Forældrenes uddannelsesniveau har afgørende betydning for børnenes uddannelsesniveau. Jo højere forældrenes uddannelsesniveau er, desto større er sandsynligheden for, at børnene selv får en uddannelse.

Derudover er det tydeligt, at uanset social baggrund, så klarer pigerne sig væsentligt bedre, end drengene gør. Eksempelvis er det 41 pct. af drengene af ufaglærte forældre, der ikke har fået en uddannelse ud over folkeskolen, mens det er 34 pct. af pigerne af ufaglærte forældre, der ikke har fået en uddannelse. Der er altså en forskel på knap 20 pct.

Forskellen mellem drenge og piger er tydelig uanset forældrenes uddannelsesniveau. Ser man eksempelvis på børn af forældre med en lang videregående uddannelse, så har 9 pct. drengene ikke fået en uddannelse ud over folkeskolen, mens blot 4 pct. af pigerne ikke har fået en uddannelse.

Andelen af drenge uden uddannelse er altså dobbelt så stor som andelen af piger uden uddannelse, når forældrene har en lang videregående uddannelse.

Pigerne er blevet bedre til at bryde den sociale arv, drenge er blevet dårligere
For drenge med ufaglærte forældre er der i dag flere, der ikke får en uddannelse ud over folkeskolen, end der var i 1990.

For pigerne ses den omvendte tendens. I 1990 var der således 38 pct. af de 25-årige drenge med ufaglærte forældre, der ikke havde en uddannelse ud over folkeskolen. Det var der også i 2000, mens andelen altså er steget til næsten 42 pct. i 2009.

For pigerne af ufaglærte forældre var der et fald fra 38 pct. i 1990 til under 30 pct. i år 2005. Herefter er andelen dog steget igen, således at det nu er næsten 34 pct. af pigerne med ufaglærte forældre, der ikke har en uddannelse ud over folkeskolen som 25-årig.

Omtalt af Politiken d. 16. april 2011