Nybyggeriet fortsat i krise

18. november 2010
Analyse
Det påbegyndte nybyggeri faldt igen i tredje kvartal 2010 og ligger dermed fortsat på et niveau, der ikke er set lavere siden 1994 - samtidig ser arbejdsløsheden blandt de byggefaglærte ud til at have stabiliseret sig på et højt niveau omkring 13 procent - samlet er indtrykket, at der ikke er tegn på noget større opsving lige om hjørnet.

Det påbegyndte nybyggeri faldt samlet set med 9 pct. fra 2. til 3. kvartal sæsonkorrigeret. Faldet kommer efter en stigning på 34 pct. i 2. kvartal og et fald på 22 pct. i 1. kvartal 2010.

Det er dermed tydeligt, at den kolde vinter har udskudt nybyggeri fra 1. til 2. kvartal 2010, og at den fremgang vi så i 2. kvartal 2010, desværre ikke var udtryk for en ny tendens.

Det påbegyndte nybyggeri ligger fortsat underdrejet på et niveau, man skal tilbage til starten af 1994 (hvor statistikken starter) for at finde lavere. Udviklingen i påbegyndelsesstatistikken dækker over en fremgang inden for boliger, mens der har været nedgang inden for erhvervsbyggeri mv.

Fremtiden fortsat usikker
Selvom den sammensatte konjunkturindikator har rettet sig i 2010, ligger den stadig på et markant lavt niveau. Det dækker bl.a. over, at ordrebeholdningen fortsat ligger meget lavt, idet 50 pct. af bygge- og anlægsvirksomhederne melder om mindre ordrebeholdning end normalt. 35 pct. af de adspurgte virk-somheder melder, at der stadig er mangel på efterspørgsel.

Beskæftigelsesindikatoren er de seneste måneder faldet lidt tilbage og peger på fortsat om end betydeligt mindre beskæftigelsesfald end tidligere. Selvom arbejdsløsheden for de byggefaglærte er faldet lidt efter sommerferien, lå den registrerede arbejdsløshed i september måned på 9,7 pct. Korrigerer man for arbejdsløse, der er i aktivering, lå bruttoarbejdsløsheden (arbejdsløse plus aktiverede arbejdsløse) på hele 13,2 pct. i september 2010.

Et lyspunkt er dog den seneste momsstatistik, der peger på et stigende indenlandsk salg de seneste kvartaler efter den markante nedgang, vi så i 2008 og 2009. Om udviklingen dækker over stigende priser eller forøget aktivitet, står dog uklart. Der kan dog ligge en forøget aktivitet fra offentlige investeringer, reparation, vedligeholdelse og forbedringer.

De nyeste nationalregnskabstal peger således på, at der ved at komme gang i de offentlige bygge- og anlægsinvesteringer igen efter 2009, hvor de ekstra offentlige bygge- og anlægskroner gik til indkøb af maskiner, transportmidler mv.

Opstramningen af de offentlige investeringer i forbindelse med regeringens spareplan i 2011 er dog ingen god nyhed for bygge- og anlægssektoren. Man kan håbe, at den nye aftale om at løfte rammen for renovering af den almene sektor de år kan modvirke noget af den nedgang, der følger af faldet i de of-fentlige investeringer

Samlet er indtrykket, at bygge- og anlægssektoren er kommet svagest og senest ud af den økonomiske krise. Der er ikke tegn på noget større opsving lige om hjørnet.

Omtalt af 3F d. 18. november 2010

Filer:
Kontakt: 
stud.polit
Telefon: 
33 55 77 26
E-mail: 
Chefanalytiker
Telefon: 
33 55 77 12
Mobil: 
28 42 42 72
E-mail: