Kontakt

Offentlige udgifter

Nulvækst koster job i samtlige kommuner i Danmark

Med nulvækst fra 2015 vil det offentlige forbrug være 20 mia. kr. mindre i 2020 og den offentlige beskæftigelse vil være 28.000 personer lavere end planlagt. Det betyder, at kommunerne umiddelbart skal spare knap 10 mia. kr. og nedlægge ca. 13.500 job. Regionerne skal spare 4,4 mia. kr. og nedlægge 6.100 job i 2020.

I Konvergensprogram 2014 er der forudsat en realvækst i det offentlige forbrug fra 2015-2020. Det offentlige forbrug vil være 20 mia. kr. mindre og den offentlige beskæftigelse vil være 28.000 personer lavere i 2020 end planlagt i konvergensprogrammet, hvis man kører med nulvækst fra 2015.

Eftersom kommunerne udgør knap halvdelen af de offentlige serviceudgifter, vil kommunerne umiddelbart skulle spare knap 10 mia. kr. og nedlægge ca. 13.500 job i forhold til den nuværende plan. Kommunerne varetager opgaver inden for bl.a. børnepasning, folkeskolen og ældreplejen.

Regionerne varetager opgaver inden for sundhedsområdet samt en række opgaver inden for psykiatri, det sociale område og regional udvikling. Regionerne vil skulle spare 4,4 mia. kr. og nedlægge 6.100 job i 2020 og staten skal spare 6 mia. kr. og nedlægge lidt over 8.000 job.

Den præcise fordeling på sektorer afhænger naturligvis af, om nogle områder friholdes for nulvækst, mens andre til gengæld skæres ned. Hvis eksempelvis sundhedsområdet – som ligger under regionerne – skal friholdes, så vil regionerne måske skulle spare mindre, men kommuner og staten vil i så fald skulle spare det tilsvarende mere.

Hent analysen og se, hvor mange job og millioner kroner nulvækst koster i de enkelte kommuner og regioner.

Omtalt af Politiken d. 8. september 2014