Kontakt

Overførselsmodtagere

Nedskæring i børnecheck kommer oveni kontanthjælpsloft

I 2025-planen lægger regeringen op til at skære i børnechecken for familier med mere end to børn. Disse nedskæringer kommer oveni kontanthjælpsloftet, som rammer godt 30.000 familier. En familie med tre børn kan risikere at miste 40.000 kr. om året

Regeringens kontanthjælpsloft vil kraftigt reducere rådighedsbeløbet i en række familier på kontanthjælp.

Foruden kontanthjælpsloftet, som allerede er vedtaget, lægger regeringen i sit udspil til 2025-plan op til at skære i børne- og ungeydelsen, også kendt som børnechecken. Nedskæringen i børnechecken vil ramme familier, der har mere end 2 børn.

Op til 6.700 familier på kontanthjælp vil blive ramt af både kontanthjælpsloftet og reduktionen i børne- og ungeydelsen, som regeringen lægger op til i sin 2025-plan.

En familie med tre børn kan risikere at miste 40.000 kr. om året, hvis de har boligudgifter for 6.000 kr. om måneden.

En familie med 4 børn og en husleje på 6.000 kr. (inkl. vand, el og varme) vil miste 46.800 kr. om året som følge af kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen og yderligere miste 13.920 kr. som følge af reduktion af børnechecken. Familiens samlede rådighedsbeløb vil altså blive reduceret med over 60.000 kr. om året – svarende til ca. 5.000 kr. om måneden.

Omtalt af Politiken d. 29. september 2016