Medlemmer af 3F har stor overdødelighed

18. marts 2010
Analyse
Medlemmer af 3Fs a-kasse har større risiko for at dø tidligt end medlemmer af andre a-kasser - mens 30-årige mandlige medlemmer af 3F har en middellevetid, der er 4,4 år kortere end medlemmer af AC, har kvindelige medlemmer af 3F en middellevetid, der er 3,6 år kortere end medlemmer af AC.

Analysen viser, at både mandlige og kvindelige medlemmer af 3F har en overdødelighed i alle aldersgrupper sammenlignet med dødeligheden for alle forsikrede under ét. Opgørelsen er foretaget på baggrund af dødeligheden i 2007 og 2008.

Blandt de 50-59-årige har mandlige 3F’ere en overdødelighed på 30 pct.

Mandlige medlemmer af 3F i alderen 50-59 har en dødelighed på 0,52 pct., mens mandlige forsikrede i samme aldersgruppe under ét har en dødelighed på 0,40 pct. Blandt de 50-59-årige har mandlige 3F’ere således en overdødelighed på 30 pct.

Det bemærkes, at personer over 64 år er grupperet efter, hvilken a-kasse de var medlem af som 64-årig. Derved bliver det muligt at belyse eventuelle forskelle i dødeligheden blandt ældre opdelt efter tidligere a-kassetilknytning. Også for de ældre (70-79-årige) er der en overdødelighed blandt tidligere medlemmer af 3F, når der sammenlignes med dødeligheden for andre tidligere forsikrede.

Forskellene i dødeligheden kan omregnes til forskelle i middellevetid mellem a-kasserne. Analysen viser, at 30-årige mandlige medlemmer af 3F har en middellevetid, der er 2,0 år kortere end forsikrede i gennemsnit, og 4,4 år kortere end medlemmer af AC. Tilsvarende viser analysen, at kvindelige medlemmer af 3F har en middellevetid, der er 1,6 år kortere end forsikrede i gennemsnit og 3,6 år kortere end medlemmer af AC.

Personer, der ikke er forsikret, er den gruppe, der har klart den korteste middellevetid for både mænd og kvinder. Det afspejler bl.a., at denne gruppe fortrinsvis består af personer, der ikke er på arbejdsmarkedet, f.eks. førtidspensionister mv. som har højere dødelighed, end personer der er i arbejdsstyrken.

Omtalt i 3F's Nyhedsbrev 18. marts 2010.

 

 

Filer:
Kontakt: 
Forskningschef
Telefon: 
33 55 77 27
Mobil: 
25 48 72 25
E-mail: 

Relateret indhold