Kontakt

Overførselsmodtagere

Kontanthjælpsloftet opfylder ikke regeringens egne succeskriterier

Regeringen har argumenteret for, at kontanthjælpsloftet skulle øge beskæftigelsen og forskelsbeløbet. Regeringens egne tal viser, at der næsten ingen effekt er. Som følge af kontanthjælpsloftet øges beskæftigelsen kun med 500 personer, og antallet af personer med en lille gevinst ved at komme i beskæftigelse er stort set uændret.

Kontanthjælpsloftet træder i kraft fra 1. oktober 2016. Tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at over 30.000 voksne bliver ramt af kontanthjælpsloftet når der omregnes til fuldtidspersoner.

Selvom besparelser på kontanthjælpen rammer mere end 30.000 personer, så vurderer Beskæftigelsesministeriet, at beskæftigelsen kun øges med 500 personer.

Udover øget beskæftigelse har regeringen ligeledes argumenteret for, at det ikke kan betale sig at arbejde og forskelsbeløbet mellem overførsler og arbejde bør øges. De personer der bliver ramt af kontanthjælpsloftet har dog i forvejen en stor gevinst ved at komme i job, så antallet af personer med et lille beregnet forskelsbeløb er stort set upåvirket af kontanthjælpsloftet.

Årsagen til den lille effekt er, at de personer der rammes af loftet i forvejen har en gevinst på over 2.000 kr. ved at komme i job.

Eneste effekt af kontanthjælpsloftet er dobbelt så mange fattige børn
Antallet af fattige børn faldt i 2011, da S-SF-R-regering afskaffede VK-regeringens gamle fattigdomsydelser – dvs. kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og starthjælpen.

De nye fattigdomsydelser inkl. det nye kontanthjælpsloft vil sende mange ud i fattigdom. Denne gang i en endnu hårdere udgave end tidligere. De nye ydelser vil sende knap 12.000 personer under fattigdomsgrænsen.

Det nye kontanthjælpsloft er i høj grad rettet mod personer med børn. 7 ud af 10 af dem, der rammes af det nye loft, har børn. Beskæftigelsesministeriets forventning er, at 7.000 flere børn vil blive økonomisk fattige. Det svarer til, at antallet af fattige børn vil blive næsten fordoblet.

Omtalt af Avisen.dk d. 16. september