Kontakt

Finanslov

Karakterkrav og besparelser er en hæmsko for unges uddannelse

Tal fra Undervisningsministeriet viser, at det går den gale vej med at uddanne de unge. Besparelser på uddannelse og for høje adgangskrav til gymnasierne vil gøre det værre. Et adgangskrav på 4 til de gymnasiale uddannelser kan betyde, at andelen af unge uden en uddannelse stiger fra de nuværende 16 procent til mere end 20 procent.

16 procent af den årgang, der gik i 9. klasse i 2014, vil ikke have fuldført en ungdomsuddannelse 10 år efter, dvs. som 26-årige.

Dermed er der fortsat langt til at indfri målsætningen om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have bestået en ungdomsuddannelse, der ellers skulle have været nået næste år.

Når regeringen hævder, at vi er tæt på mål, så skyldes det, at man måler de unges uddannelsesniveau 25 år efter 9. klasse. Det vil sige helt op til midten af arbejdslivet når de ”unge” er 41 år gamle.

For høje adgangskrav til de gymnasiale uddannelser kan være en bombe under regeringens målsætning. Et adgangskrav på 4 til de gymnasiale uddannelser vil ramme tusindvis af studenter. Hvis de ikke finder vej og fuldfører en erhvervsuddannelse, så vil andelen af unge uden en ungdomsuddannelse kunne stige fra de nuværende 16 procent til mere end 20 procent.

Samtidig med at uddannelsestallene peger den forkerte vej, har regeringen foreslået at spare 8,7 mia. kr. på uddannelse de kommende år. Det er ligeledes en hæmsko i forhold til at indfri de uddannelsespolitiske målsætninger

Omtalt af Politiken d. 3. november 2015