Indkomsten falder, hvis ungdomsuddannelsen mangler
I notatet er det undersøgt, hvor meget en ungdomsuddannelse betyder for den enkeltes indkomst og arbejdsmarkedstilknytning senere i livet. Samtlige 15-16-årige i 1991 opdeles efter om de påbegyndte en ungdomsuddannelse eller ej, hvorefter de to grupper sammenlignes på indkomst, uddannelse og arbejdsmarkedstilknytning 15 år efter i 2006-2007. Her er ungdomsårgangen blevet 30-31 år. De 15-16-årige er fulgt i tre år for at afgøre, om de unge påbegynder en ungdomsuddannelse, dvs. enten en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse.
Analysen viser, at den gennemsnitlige lønindkomst blandt dem, der påbegyndte en ungdomsuddannelse var godt 62.000 kr. større end dem, der ikke påbegyndte en ungdomsuddannelse i 2006. De 15-16-årige, der påbegyndte en ungdomsuddannelse, tjente i gennemsnit godt 247.000 kr. i 2006, mens gennemsnittet var 185.000 kr. for dem, der ikke kom i gang i løbet af tre år.
Blandt dem, der ikke kom i gang med en ungdomsuddannelse, havde mere end hver fjerde en lønindkomst på under 50.000 kr., mens det for dem, der kom i gang, kun er hver syvende.
Generelt er der stor variation i årslønnen inden for 15-16-årgangen. Blandt dem, der ikke kom i gang med en ungdomsuddannelse, havde mere end hver fjerde en lønindkomst på under 50.000 kr., mens det for dem, der kom i gang, kun er hver syvende. Forklaringen på de lave årslønninger hænger sammen med, at dem, der ikke kom i gang med en ungdomsuddannelse, i højere grad står uden for arbejdsmarkedet.
Fordelingen af årslønnen viser desuden, at mere end hver tredje af dem, der kom i gang med en ungdomsuddannelse inden for tre år, tjente mindst 300.000 kr. i 2006. For dem, der ikke kom i gang, har kun lidt over 20 procent en årsløn på samme niveau.
Selv når der ses på den disponible indkomst, er det tydeligt, at det kan betales sig for de unge, at starte på en ungdomsuddannelse. De unge, der ikke kom i gang med en ungdomsuddannelse inden for tre år, havde i 2006 en disponibel indkomst, der i gennemsnit er 23.000 kr. mindre end dem, der kom i gang.
Omtalt i Berlingske Tidende 06.11.2008

