Kontakt

Indkomstfordeling

IMF og OECD: Stigende ulighed skader væksten

Både IMF og OECD har for nyligt udgivet rapporter der argumenterer for, at økonomisk lighed er en fordel for hele samfundet. IMF viser, at stigende indkomstandele for lav- og middelklassen giver en højere økonomisk vækst, mens stigende indkomstandele for de rigeste giver en lavere vækst. Ligeledes viser studier fra OECD, at stigende ulighed giver en lavere vækst.

OECD har offentliggjort en ny omfattende rapport, der viser, at den stigende ulighed fra 1985-2005 i OECD-lande har betydet er lavere samlet vækst på næsten 5 pct. point i løbet af 20 år.

En drivkraft bag dette resultat er, at i et mere ulige samfund underinvesteres der i uddannelse for de mindst privilegerede familier, hvilket skader den samlede vækst i samfundet.

Er uligheden blandt de laveste i OECD-landene, så er det omkring 25 pct. af børn af ufaglærte forældre som selv opnår en videregående uddannelse. Er uligheden blandt de højeste i OECD-landende, så er det under 15 pct. der selv får en videregående uddannelse.

I international sammenligning har Danmark relativ lav ulighed og et højt velstandsniveau. De to nye rapporter fra IMF og OECD dokumenterer, hvorfor lande som Danmark har lav ulighed og høj velstand: Lav ulighed gavner den økonomiske vækst.

Både IMF og OECD peger på vigtigheden af uddannelse og opkvalificering for alle samt fair omfordeling gennem overførsler og et progressivt skattesystem. Det gavner den samlede vækst i samfundet.

Omtalt af Information d. 11. august 2015