Kontakt

Grundskole

Hver 6. folkeskoleelev består ikke dansk og matematik

Omkring hver sjette elev, der afsluttede 9. klasse i sommeren 2013, bestod ikke afgangsprøverne i dansk og matematik, når man ser på om begge fag samtidig er bestået. Tallet dækker både over unge, der ikke går op til afgangsprøverne i 9. klasse, og unge, der får karakterer under 02 i et eller begge fag.

Det kan ud fra Danmarks Statistiks registerdata konstateres, at lige omkring hver sjette 9. klasseelev har fået under 02 i dansk eller matematik eller ikke har aflagt prøve. På landsplan svarer det til 16,5 pct. eller 11.589 elever.

At mere end 11.000 elever ikke består begge afgangsprøver i dansk og matematik lyder umiddelbart af mange. Det er imidlertid ikke alle, som ikke består nogle af fagene dansk og matematik.

Lidt mere end 3.000 elever bestod det ene fag, herunder 2,279 der bestod dansk men ikke matematik, og 918, der bestod matematik men ikke dansk. Flertallet nemlig 6.605 elever mangler helt at aflægge prøve i begge fag. Dertil kommer 1.133 elever, der mangler prøve i et af fagene.

Samtidig fremgår det, at for dem, der gik op til afgangsprøverne, er matematik en større benspænder end dansk. Der er altså langt flere, som består dansk – men ikke matematik, end der er elever, som består matematik – men ikke dansk.

Omtalt af Metroxpress d. 16. december 2013