Fortsat negativ udvikling for beskæftigelsen

8. november 2011
Analyse
Beskæftigelsesindikatorerne for august viser et samlet fald i 3 kvartal 2011 på 2600, hvilket ligger i tråd med AE's seneste prognose - Den offentlige beskæftigelse er særligt hårdt ramt - Udviklingen vidner om, at finanspolitikken blev strammet for tidligt om end nedturen er mere behersket end tidligere - Regeringens planlagte vækstpakke vil sætte gang i væksten og skabe nye jobs, hvilket forhåbentlig sætter gang i den stagnerede indenlandske efterspørgsel.

Nye tal fra beskæftigelsesministeriets DREAM-register viser et fortsat beskæftigelsesfald i 3. kvartal 2011. Samlet har vi oplevet et sæsonkorrigeret fald på 2.600 personer i juli og august måned. Ved uændret beskæftigelse i september måned ventes i samlet fald på 2.000-2.500 personer fra 2. til 3. kvartal 2011, hvilket er i tråd med forventningerne i AE's seneste prognose.

Ifølge nationalregnskabet lå lønmodtagerbeskæftigelsen (ekskl. personer på orlov) uændret fra 1. til 2. kvt. 2011 efter et fald på 4.000 personer i 1. kvt. 2011. Målt fra 2. kvt. 2010 til 2. kvt. 2011 viser nationalregnskabet et fald på 15.000 mod et fald i DREAM-indikatoren på godt 16.000 personer.

Den offentlige beskæftigelse er særligt hårdt ramt
Den negative udvikling bekræftes af det Fælles Kommunale Løndatakontor (FLD), hvis sæsonkorrigerede tal viser, at beskæftigelsen faldt med 1.400 og 1.200 fuldtidspersoner i hhv. juli og august måned 2011. Faldet var dog endnu mere markant i den offentlige sektor. Således faldt fuldtidsbeskæftigelsen med hele 6.500 fra juli til august 2011.

Disse tal er del af en negativ tendens, som har stået på siden sommeren 2010. I denne periode er den offentlige beskæftigelse i regioner og kommuner faldet med knap 19.000 fuldtidspersoner.

Udviklingen skyldes den finanspolitiske opstramning, som den daværende VK-regering søsatte med sin Genopretningspakke. Nedturen på det offentlige arbejdsmarked trækker markant ned i det samlede arbejdsmarked i en situation, hvor der er brug for det modsatte. Finanspolitikken blev fejlagtigt strammet, før der var gang i et selvbærende privat opsving.

Både indikatorerne for beskæftigelsen og jobåbninger og -lukninger tegner et fortsat dystert billede. Beskæftigelsesindikatorerne for de forskellige sektorer er alle negative i den seneste opgørelse, og antallet af nye jobopslag er kun marginalt højere end lavpunktet i 2009. Samtidig er antallet af varslede fyringer på sit højeste niveau siden 4. kvartal 2009, hvilket varsler en stigning i ledigheden i de kommende måneder.

Vækstpakke vil løfte beskæftigelsen
I den nuværende situation med lav vækst, høj ledighed og en meget lav indenlandsk efterspørgsel er regeringens vækstpakke med fremrykkede offentlige investeringer for 17,5 mia. kr. den helt rette medicin.

En vækstpakke kan være med til at vende udviklingen på arbejdsmarkedet og forhåbentlig starte en positiv spiral, hvor danskerne tør tage hul på det historisk høje opsparingsoverskud, så der igen kan komme gang i den indenlandske efterspørgsel med øget vækst og beskæftigelse til følge.

Omtalt i Jyllands-Posten d. 8. november 2011

Filer:
Kontakt: 
Chefanalytiker
Telefon: 
33 55 77 12
Mobil: 
28 42 42 72
E-mail: 
Senioranalytiker
Telefon: 
33 55 77 21
Mobil: 
30 68 70 95
E-mail: