Kontakt

Fattigdom

Fordobling af børn, der har været fattige i mindst 5 år

I 2011 var der over 56.000 børn, som var fattige. Samtidig er gruppen af børn, der har været fattige i mindst 5 år, mere end fordoblet siden 2006. Generelt er det i de store byer, København, Århus og Odense samt på den københavnske vestegn, at børnefattigdommen er mest udbredt samtidig med, at børnene er fattige i længst tid.

Antallet af fattige børn er generelt steget gennem de senere år. I perioden fra 2006 til 2011 var der en stigning på ca. 13.000 børn, som var fattige i løbet af et år. Samlet set var over 56.000 børn, som var fattige i 2011.

Fattige børn er defineret som børn, hvis forældre tjener under halvdelen af medianindkomsten og har en formue under 100.000 kr.

Specielt gruppen af børn i længevarende fattigdom er vokset kraftigt. Ser man på gruppen af børn, som har været fattige i 5 år eller mere, så er denne gruppe mere end fordoblet siden 2006. Samtidig med at andelen af langtidsfattige børn er vokset kraftigt siden 2006, er andelen af fattige børn, som kun er berørt af fattigdom i ét år ad gangen, faldet. Der er altså sket en forskydning i imod længerevarende fattigdom.

Ser man på børnefattigdommens fordeling rundt om i landet, er der en skæv geografisk fordeling i, hvor de fattigdomsramte børn bor. Region Hovedstaden har det højeste antal fattige og kæmper desuden med, at børnene er fattige i mange år. Generelt er børnefattigdommen mest udbredt og mest vedvarende i de store byer som København, Århus og Odense samt på den københavnske vestegn.

Derudover er antallet af børn berørt af fattigdom forholdsvis højt i Danmarks yderområder, men disse børn er dog fattige i væsentligt kortere tid end børnene i storbyområderne samt i Nordsjælland, hvor den gennemsnitlige tid i fattigdom er relativ høj.

Omtalt af Jyllands-Posten d. 27. december 2013