Flotte væksttal for flere erhverv mens andre er i bakgear

1. marts 2012
Analyse
Selvom væksten i 2011 var sløj, var der stor forskel på væksten i de enkelte erhverv | Flere erhverv som energiforsyning, råstofudvinding og finansiel service var i bakgear i 2011, mens industrien, handel, transport samt erhvervsservice og ejendomshandel kunne fremvise flotte væksttal | Det har dog ikke ført til nogen nævneværdig beskæftigelsesfremgang i 2011, men til gengæld er produktiviteten vokset til gavn for vores konkurrenceevne.

For 2011 som helhed blev væksten herhjemme, når man ser på bruttoværditilvæksten (BVT), kun 1,1 pct. Det dækker dog over, at nogle erhverv har klaret sig mindre godt i 2011, mens andre erhverv faktisk har oplevet pæn vækst i 2011.

Væksten har været meget sløj inden for råstofudvinding og forsyningsvirksomhed i 2011, hvor BVT er faldet med hhv. 11,1 pct. og 4,4 pct.

Det er dog ikke kun energierhvervene, som har haft et skuffende 2011. Også et erhverv som finansiering og forsikring har haft et sløjt 2011, hvor BVT er faldet med ca. 3,9 pct.

Omvendt har erhverv som industrien, handel, transport mv. samt erhvervsservice og ejendomshandel mv. oplevet pæne vækstrater på 4-7 pct. i 2011.

Så selv om den overordnede vækst i 2011 har været sløj, er der store erhverv på det danske arbejdsmarked, som har haft flotte væksttal i 2011.

På trods af, at flere erhverv har haft flotte væksttal, har det dog ikke kastet nævneværdigt flere arbejdspladser af sig. Samlet er beskæftigelsen i industrien og handel, transport mv. faktisk faldet lidt, mens den er nogenlunde uændret for erhvervsservice og ejendomshandel mm.

Øget produktivitet
Når produktionen (her målt ved BVT) øges og beskæftigelsen falder eller er nogenlunde uændret bliver der produceret mere pr. ansat, hvorfor produktiviteten øges.

Produktiviteten blev øget kraftigt i 2011. Det gælder ikke mindst i de førnævnte erhverv; industri, handel, transport mv., erhvervsservice samt ejendomshandel mm., hvor produktiviteten det sidste år er vokset med 4-6 pct.

Flere af disse erhverv har i 2011 haft en produktivitetsstigning, som er højere end gennemsnittet for 1991-2008.

Som noget helt usædvanligt, har erhvervet finansiering og forsikring, som normalt har meget høje produktivitetsstigninger, haft et fald i produktiviteten på -3,6 pct. i 2011, mens et erhverv som bygge- og anlæg faktisk er blevet lidt mere produktivt i 2011.

Med den store produktivitetsstigning i 2011 på 6,1 pct., er industrien faktisk stort set tilbage på produktivitetssporet, og det fald, man oplevede op til afslutningen af højkonjunkturen, er nu indhentet. Stigningen i produktiviteten er med til at forbedre industriens konkurrenceevne.

Omtalt i Jyllands Posten 1. marts 2012.

Filer:
Kontakt: 
Senioranalytiker
Telefon: 
33 55 77 15
Mobil: 
27 68 79 50
E-mail: 

Relateret indhold

28. maj 2013
VISMANDSRAPPORT
11. september 2012
analyse
21. oktober 2011
analyse