Kontakt

Overførselsmodtagere

Flere svage kontanthjælpsmodtagere trods bedre ledighedstal

Gennem det seneste år har arbejdsløsheden haft en faldende tendens. Men på trods af at arbejdsmarkedet på overfladen har det bedre, bliver der fortsat flere svage kontanthjælpsmodtagere. Disse såkaldt ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere udgør i dag ca. 70 pct. af alle kontanthjælpsmodtagere og har bl.a. store uddannelsesmæssige efterslæb.

Det seneste år faldt bruttoledigheden med 10.700 fuldtidspersoner, mens AKU-ledigheden (som bygger på en spørgeskemabaseret ledighedsundersøgelse) faldt med 10.000 personer. Selv om både bruttoledigheden og AKU-ledigheden set over det seneste år er faldet, og arbejdsmarkedet dermed på overfladen har det bedre, bliver der fortsat flere svage kontanthjælpsmodtagere – såkaldt ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere.

Gruppen af ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere er vokset med 6.300 personer det seneste år og med godt 40.000 personer siden krisens udbrud. Udviklingen er udtryk for, at krisen har skubbet flere ud over kanten på arbejdsmarkedet. Samtidig er arbejdsmarkedet i løbet af krisen formentlig også blevet mindre rummeligt over for svage grupper – i modsætning til da tiderne var gode, og der var brug for alle.

Det stemningsskifte, mange økonomiske iagttagere har omtalt henover sommeren, har endnu ikke udmøntet sig i en mærkbar højere efterspørgsel eller i mærkbart flere arbejdspladser. Gruppen af ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere møder således fortsat modvind fra arbejdsmarkedet, fordi der generelt mangler job.

Selv hvis tiderne skulle blive bedre, er der stadig store barrierer for de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere i forhold til at træde ind på arbejdsmarkedet. De ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere slås nemlig typisk med flere problemer end ledighed. Næsten 1/3 af de ikke arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere køber f.eks. antidepressiv medicin, og omkring 60 pct. af dem har ikke gennemført en højere uddannelse end grundskolen.

Der findes ingen nemme løsninger i forhold til at nedbringe antallet af ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere. Derfor er det vigtigt, at alle kontanthjælpsmodtagere ikke skæres over én kam, og at der i stedet fokuseres på de individuelle behov og på deres uddannelsesmuligheder.

Omtalt af Information d. 7. januar 2014