Kontakt

Arbejdsmarked

Færre danskere er på offentlig forsørgelse

Antallet af danskere på overførselsindkomst er siden 2010 faldet med 113.000 fuldtidspersoner. Dermed udgør antallet af danskere på offentlig forsørgelse ca. 622.000 fuldtidspersoner, når der ses bort fra SU-modtagere. Faldet er udtryk for, at danskernes arbejdsmarkedstilknytning er voksende.

Antallet af danskere mellem 16-64 år på overførselsindkomst udgjorde i 2. kvartal 2015 ca. 622.000 fuldtidspersoner.  Siden 1. kvartal 2010, hvor antallet af overførelsesmodtagere toppede, er antallet således faldet med 113.000 fuldtidspersoner.

Faldet i antallet af danskere på overførselsindkomst kan kun i mindre grad forklares ved, at der i disse år bliver færre danskere mellem 16 og 64 år.

Modsat det indtryk man ofte får i den offentlige debat, har der de sidste tyve år overordnet været en nedadgående tendens i antallet og andelen af personer på overførselsindkomst. Antallet af personer på overførselsindkomst (danskere og personer af udenlandsk herkomst) toppede i midten af 90’erne. Siden midten af 90’erne har der dog overordnet været en faldende tendens i antallet af overførselsmodtagere, som midlertidigt blev afbrudt af den globale afmatning i begyndelsen af 00’erne i kølvandet på IT-boblen og igen af den nuværende krise.

På trods af at der i øjeblikket bliver færre danskere i den arbejdsdygtige alder, vokser antallet af danskere i job. Det betyder, at danskernes arbejdsmarkedsdeltagelse er voksende. Flere danskere går altså på arbejde, og færre er på offentlig forsørgelse.

Omtalt af Jyllands-Posten d. 27. november 2015.