Den gyldne procent har genvundet tabet under krisen
I gennemsnit har den rigeste procent i Danmark – også kaldet den gyldne procent, en indkomst efter skat på knap 1,4 mio. kr.
Det er næsten 3 gange så meget, som de næstrigeste har i disponibel indkomst og næsten 6½ gange så meget som alle andre.
Ser man på sammensætningen af indkomsten, så har den gyldne procent en markedsindkomst (løn og virksomhedsindkomst) på 1,8 mio. kr. Det er 1,5 mio. kr. mere end 90 pct. af befolkningen har i gennemsnit.
Ser man på formueindkomsten er der endnu større forskel mellem den gyldne procent af resten af be-folkningen. Den gyldne procent har i gennemsnit en formueindkomst på ca. 540.000 kr. Det er 22 gange så meget, som 90 pct. af befolkningen har.
Dette giver en samlet bruttoindkomst for den gyldne procent på knap 2,4 mio. kr., hvilket er omkring 2 mio. kr. mere end de 90 pct. af befolkningen har.
Den gyldne procent har genvundet meget af det tabte under krisen
Den gyldne procent var den gruppe, der tabte relativt mest i forbindelse med finanskrisen. Gruppen ejer en meget stor del af aktierne, og et fald i aktiekursen rammer direkte på den rigestes procents indkomst.
Nye tal viser imidlertid, at den gyldne procent har vundet en stor del af det tabte tilbage, og realt er de stort set tilbage på niveauet fra før finanskrisen.
Ser man over en længere tidshorisont, har indkomstfremgangen for den gyldne procent også været større end for alle andre. Siden 1985 er indkomsten for den gyldne procent steget med en faktor 2,5, mens indkomsten for de næstrigeste er steget med en faktor 1,8.
For alle andre har indkomstfremgangen været på omkring en faktor 1,6 i hele perioden.
En anden måde at illustrere forskellen på er ved at se på forholdet mellem indkomster. I 1985 var ind-komsten for den gyldne procent ca. 4 gange så stor som indkomsten for de 90 pct. af befolkningen. I 2010 er indkomsten næsten 6,5 gange så stor for den gyldne procent, som for de 90 pct. at befolkningen.
Den gyldne procent er med andre ord ”stukket af” fra de andre indkomstgrupper. Den gyldne procent har også en stadig stigende andel af den samlede indkomstmasse. I 1985 havde den gyldne procent 3,6 pct. af den samlede indkomstmasse blandt 25-59-årige. I 2010 er dette vokset til 5,4 pct. af den samlede indkomstmasse.
Ser man på bruttoindkomsten, så er den gyldne procents andel af den samlede indkomstmasse blandt 25-59-årige steget fra 4,6 pct. i 1985 til 6 pct. i 2010.
Omtalt af Jyllands-Posten d. 14. marts 2012
