Kontakt

Arbejdsløshed / Ledighed

Debatten om de ”dovne arbejdsløse” hviler på en myte

Modsat det indtryk man ofte får i den offentlige og politiske debat, er der ikke noget der tyder på, at det danske arbejdsmarked fungerer dårligt. Der er heller ikke empirisk belæg for, at det er blevet vanskeligere at få besat de ledige stillinger. Debatten om det danske arbejdsmarked bør ikke føres på baggrund af fordomme og enkeltstående tilfælde der fører til mytedannelse og misforståelser.

I den aktuelle debat får man nemt det indtryk, at det danske arbejdsmarked fungerer dårligt og det er vanskeligt at få besat de ledige stillinger, fordi de arbejdsløse ikke søger intensivt nok eller er for kræsne.

Statistisk hviler ovenstående påstand dog på et tyndt grundlag, og faktisk er der heller ikke noget der tyder på, at det danske arbejdsmarked skulle fungere dårligere i dag – måske snarere tværtimod.

Ser man nærmere på sammenhængen mellem andelen af ledige stillinger og arbejdsløsheden indikerer det, at det danske arbejdsmarked faktisk fungerer mindst lige så godt som tidligere – og måske endda bedre.

Danmark har ligeledes en relativt lille andel af ledige stillinger i forhold til arbejdsløsheden sammenlignet med andre lande, ligesom den strukturelle ledighed i Danmark er blandt de laveste i EU. Det tyder på, at den underliggende sundhedstilstand af det danske arbejdsmarked faktisk er bedre end i mange af de andre lande vi normalt sammenligner os med.

Generelt er det danske arbejdsmarked præget af høj effektivitet og antallet af rekrutteringsvanskeligheder er lavt i et historisk perspektiv.

Debatten om, hvorvidt det danske arbejdsmarked fungerer godt nok, er meget relevant. Men debatten bør ikke føres på baggrund af fordomme og enkeltstående tilfælde som ”Dovne Robert”. Hvis man i debatten kun forholder sig til fordomme, så kommer der intet konstruktivt ud af en i øvrigt relevant debat.

Omtalt af Berlingske d. 20. september 2013