Kontakt

Arbejdsløshed / Ledighed

De europæiske unge er hårdt ramt af ledighed

Arbejdsløsheden er i EU på ca. 26 mio. personer. Det svarer ca. 10,6 pct. af arbejdsstyrken. I Euroområdet har arbejdsløsheden i løbet af krisen nået det højeste niveau, der er målt de sidste knap tyve år. Det er særligt de unge, der er hårdt ramt af arbejdsløshed – specielt i de sydeuropæiske lande.

De seneste tal fra Eurostat viser, at arbejdsløsheden i EU er på 25,9 mio. personer svarende til en arbejdsløshedsprocent på 10,6 pct. Ledigheden var med 10,9 pct. på sit højeste niveau fra januar til juli 2013, hvorefter ledigheden er faldet lidt.

Siden krisen er arbejdsløsheden vokset med 7,6 mio. personer i Euroområdet og med 9,8 mio. personer i EU. Arbejdsløsheden er højest i Grækenland og Spanien, hvor mere end hver fjerde i arbejdsstyrken er arbejdsløs, og generelt kæmper flere af de gældsplagede lande med høj arbejdsløshed.

I Østrig, Tyskland og Luxembourg er arbejdsløsheden under 6 pct. og disse tre lande har dermed den laveste arbejdsløshed i EU. Danmark har en relativt lav arbejdsløshed i EU-sammenhæng på ca. 7 pct., hvilket er et stykke under EU-gennemsnittet.

De unge er hårdest ramt af arbejdsløshed
De unge har været hårdt ramt af krisen. I 4. kvartal 2013 var der korrigeret for sæsonudsving ca. 9,3 mio. unge mellem 15-29 år arbejdsløse. Generelt er det de unge, som i dag har den højeste ledighedsprocent og samtidig har de unge også oplevet den største stigning i arbejdsløsheden sammenlignet med andre aldersgrupper.

Ser man på arbejdsløsheden blandt 15-24-årige i arbejdsstyrken, er ca. 23. pct. ledige i EU. De gældsplagede lande er særligt hårdt ramt af ungdomsledighed. I Grækenland og Spanien er mere end 55 pct. af de unge 15-24-årige i arbejdsstyrken arbejdsløse, og arbejdsløsheden er også høj i Italien, Cypern, Portugal og Irland.

De internationalt sammenlignelige arbejdsløshedstal fra Eurostat indeholder også studerende uden arbejde, som 1) ønsker et arbejde, 2) har søgt arbejde indenfor de sidste fire uger og 3) kan begynde på et arbejde indenfor de næste 2 uger.

Specielt kan der blandt de 15-24 årige være en del studerende. Herhjemme er f.eks. mere end hver anden af de 15-24 årige, som er arbejdsløse samtidig studerende.

Derfor kan det som supplement være nyttigt at se på gruppen af unge, som hverken er i job eller i gang med en uddannelse og sætte det tal i forhold til antallet af unge i befolkningen.

I EU som helhed er godt 17 pct. hverken i job eller i gang med en formel uddannelse. Igen ligger de gældsplagede lande højt på listen.

Omtalt af DR2 "Jersild og Detektor" d. 20. maj 2014