Kontakt

Fattigdom

Antallet af langvarigt fattige er steget med 80 procent i Danmark

Antallet af fattige i Danmark har været stigende gennem en årrække, og samlet er der, målt med OECD’s fattigdomsgrænse, næsten en kvart million fattige i Danmark - ser man på langvarigt fattige, det vil sige personer, der har været fattige i over tre år, er gruppen på 105000 personer, eller 62000, når man fraregner studerende - gruppen af langvarigt fattige eksklusiv studerende er steget med 80 procent siden 2002.

Gruppen af fattige er afgrænset ved OECD’s fattigdomsgrænse, hvor personer med en indkomst under 50 pct. af medianindkomsten betegnes som fattige.

For en familie bestående af en enlig person er fattigdomsgrænsen på 105.423 kr. efter skat om året, eller 8.800 kr. om måneden. Det er opgjort efter skat og skal dække alle udgifter til fx bolig, mad, forsikringer, tøj, medicin, transport, reparationer, fritid osv.

Vækst i gruppen af langvarigt fattige har været endnu større end den generelle vækst i fattigdommen

Af den knap kvarte million danskere, der lever i fattigdom i dag, er der 67.000 børn. I 2002 lå antallet af fattige børn på 42.000. Dermed har der været en vækst i antallet af fattige børn på knap 60 pct.

Blandt de 62.000 langvarigt fattige er de 16.000 børn. I 2002 var dette antal på under 9.000 børn, og antallet af langvarigt fattige børn er altså steget med over 7.000 børn svarende til en stigning på næsten 85 pct.

Den relative vækst i gruppen af langvarigt fattige har været endnu større end den generelle vækst i fattigdommen.

Omtalt af Kristeligt Dagblad d. 13. september 2012