Andelen af ledige med mere end et års ledighed er eksploderet
Dansk økonomi er ikke kommet så helskindet ud af krisen, som man kunne have ønsket sig. Beskæftigelsestabet har været større end under hver af de to oliekriser og de syv magre år efter kartoffelkuren.
Mindst ligeså bekymrende er det, at den længerevarende ledighed er steget med raketfart.
Det viser den seneste opgørelse fra Arbejdskraftundersøgelsen over arbejdsløse med et års ledighed eller mere. Samlet havde knapt 20 pct. af de arbejdsløse i 2010 været arbejdsløse i et år eller mere - i 2009 var det blot 9 pct. af de arbejdsløse.
Ligeledes viser det sig, at sammenholdt med OECD’s opgørelse, som går tilbage til 1983, er der tale om den største stigning i statistikkens historie.
Med danske briller er udviklingen i antallet af ledige med mere end 12 måneders ledighed meget bekymrende.
Ser man således på gruppen af ledige med mindst et års ledighed i forhold til arbejdsstyrken, udgør denne gruppe nu ca. 1,4 pct. af arbejdsstyrken, hvilket er den højeste procentandel siden 1998.
Andelen af ledige med mindst et års varighed kan stige ydereligere
Beregninger fra OECD og AE viser, at hvis arbejdsløshedsprocenten stiger med 1 pct.-point, stiger antallet af arbejdsløse med mindst et års ledighed i pct. af arbejdsstyrken med 0,4 pct.-point.
Dermed vil man på baggrund af de historiske erfaringer kunne forvente, at ca. 2 pct. af arbejdsstyrken i 2011 har været arbejdsløse i et år eller mere.
Med en svagt faldende arbejdsløshedsrate fra 2010 til 2011 betyder det, at ca. ¼ af de arbejdsløse i 2011 vil være arbejdsløse i et år eller mere mod 1/5 i dag.
Hvis det sker, bliver reduktionen i andelen af arbejdsløse med mindst et års ledighed, som man opnåede før krisen sat over styr og ét af miraklerne på arbejdsmarkedet fra de gode år vil være tabt på gulvet.
Men hvad endnu værre er, så risikerer arbejdsløsheden at bide sig fast på et højere niveau, fordi arbejdsløse med et langt ledighedsforløb har sværere ved at komme i arbejde igen.
Dertil kommer, at vendingen på arbejdsmarkedet tegner meget svag – i de tre private hovederhverv, bygge- og anlæg, industrien og privat service, som udgør hovedparten af det private arbejdsmarked, ventes kun omkring hver ottende af de tabte arbejdspladser at komme igen over de næste knapt to år.
Hvis arbejdsløsheden bider sig fast på et højere niveau end i dag, øger det fremadrettet udfordringerne med at skabe vækst, velstand og balance på de offentlige budgetter i 2020.
Omtalt af Politiken d. 4. maj 2011



