105.000 unge er i dag på overførelsesindkomst
Krisen har ramt de unge hårdt. Således er bruttoledigheden for de unge siden juni 2008, hvor bruttoledigheden var lavest, vokset med godt 25.000 fuldtidspersoner, så der i dag er godt 40.000 unge mellem 16-29 år, som er registreret som ledige eller er i aktivering.
Den registrerede bruttoledighed for de unge fortæller dog langt fra hele historien om, hvor hårdt de unge er blevet ramt af krisen.
Antallet af unge overførelsesmodtagere mellem 16-29 år er nemlig vokset med ca. 40.700 siden juni 2008, og i dag er der således ca. 105.600 unge mellem 16-29 år på overførelsesindkomst.
Det svarer til at ca. 11 pct. af de unge mellem 16-29 år – altså mere end hver tiende - i dag er på overførelsesindkomst.
Stigningen i antallet af overførelsesmodtagere dækker dels over, at der er kommet godt 25.000 flere registrerede arbejdsløse dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere, men også at der er kommet ca. 16.000 flere såkaldt ikke arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere fra matchgrupperne 2, 3 og øvrige, som ikke regnes for en del af arbejdsstyrken og derfor heller ikke regnes som arbejdsløse.
Faktisk er det kun ca. 14.000 af de godt 50.000 unge kontanthjælpsmodtagere, som regnes som arbejdsløse. De resterende ca. 37.000 unge kontanthjælpsmodtagere er placeret i matchgruppe, hvor man ikke regnes som arbejdsløs.
Det svarer til at mere end syv ud af ti unge kontanthjælpsmodtagere ikke indgår i den registrerede bruttoledighed.
Krisen har været hård ved de lavest uddannede unge
Der er flere forklaringer på, hvorfor krisen er gået så hårdt ud over de unge. Dels har de unge ikke så meget erhvervserfaring at tilføje deres CV, hvorfor de har det vanskeligt, når en krise som denne indtræffer, og dels fravalgte mange unge i de gode år skolebænken, hvorfor de var udsatte da krisen brød ud.
Over halvdelen af de 65.000 unge, som under denne krise har mistet jobbet, har således ikke nogen uddannelse. Det lave uddannelsesniveau er end dog meget udtalt for de unge kontanthjælpsmodtagere under 30 år.
For kontanthjælpsmodtagerne som helhed har ca. 61½ pct. kun 9. eller 10.klasse som højest fuldførte uddannelse, hvilket i sig selv er en høj andel, men for de unge under 30 år er andelen uden uddannelse udover grundskolen faktisk hele 77½ pct.
Udover at man skal have gang i hjulene igen, er det derfor mindst ligeså afgørende at få løftet uddannelsesniveauet blandt de unge.
Omtalt af Berlingske d. 1. august 2012

