ANALYSE

Voldsom stigning i udgifter til sygedagpenge

Senioranalytiker Jes Vilhelmsen | stud.polit Andreas Mølgaard | 9. december 2008

De kommunale udgifter til sygedagpenge er siden 2006 steget med 1,2 mia.
kr., mens statens udgifter kun er steget med 200 mio. kr. Kommunerne hænger
derfor på mere end 85 procent af de stigende udgifter til sygedagpenge,
og det koster velfærd i kommunerne.

Når kommunerne fra august 2009 overtager ansvaret over for de forsikrede ledige, kan det medføre yderligere forringet offentlig service.

Kommunernes udgifter til sygedagpenge er siden 2006 steget med 1,2 mia. kr., mens statens udgifter kun er steget med omkring 200 mio., når udgifterne måles over de ni første måneder i året. Kommunerne hænger derfor på omkring 85 procent af de stigende udgifter til sygedagpenge. De mange på sygedagpenge afleder derfor store kommunale udgifter til sygedagpenge, som ellers kunne være brugt på offentlig velfærdsservice (ældre, skole, sundhed, børnepasning osv.).

Når kommunerne i august 2009 overtager udgifterne til dagpenge, aktiveringsydelse, og udgifterne til aktivering af forsikrede ledige, er der yderligere risiko for, at de kommunale budgetter kommer under pres. I og med, at finansieringsmodellen bygges op omkring økonomiske incitamenter, vil der være indbygget usikkerhed om effekten på kommunernes økonomi. Og det vil koste velfærd i de kommuner, som ikke er i stand til at løfte opgaven.

Udviklingen i antallet af langtidssyge er meget uheldig, da længerevarende sygefravær øger risikoen for helt at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet. Udviklingen i de lange sygedagpengeforløb tyder på, at et stadig større antal personer er sat i en venteposition i systemet. Det kan fx være personer, der venter på at få behandling i sundhedssystemet eller personer, der venter på at få afklaret deres fremtidige situation i forhold til fleksjob, førtidspension mv. Mulighederne for at få forlænget perioden på sygedagpenge blev udvidet
i 2007, hvilket også kan have bidraget til, at flere er langtidssyge.

Omtalt i Nyhedsbrevet 3F  09.12.2008


Artiklens emner

Find os på Facebook