Antallet af personer, der har været fattige i mere end tre år i træk, er siden 2001 steget markant - især unge enlige mænd bosat i yderkantsområderne i Danmark er oftere ramt af længerevarende fattigdom end andre.
Ny analyse fra AE viser, at der har været en voldsom stigning i antallet af personer ramt af længerevarende fattigdom.
Antallet af personer, der lever i længerevarende fattigdom, er således steget med omkring 15.000 personer fra 2001 til 2006, svarende til en stigning i omegnen af 50 procent. Hvis man medtager studerende i antallet af længerevarende fattige, er tallet endnu højere.
Samlet lever omkring 43.000 personer i længerevarende fattigdom. Det svarer til, at omkring en fjerdedel af alle fattige har været fattige mindst tre år.
Mænd er hårdere ramt af længerevarende fattigdom end kvinder, og over 55 pct. af de længerevarende fattige er mænd.
Længerevarende fattigdom er specielt udpræget i yderkantskommuner samt i Københavns kommune.
Omtalt i Kristelig Dagblad 5. december 2009.