Antallet af langtidsledige er det seneste år steget med knap 14700 fuldtidspersoner, så der i november 2009 var 31400 langtidsledige - hvis denne udvikling fortsætter det kommende år, vil der være omkring 60000 langtidsledige i slutningen af 2010.
Antallet af langtidsledige er det seneste år steget med 14.700 fuldtidspersoner, svarende til en stigning på omkring 88 procent. I november 2009 var der knap 31.400 langtidsledige. Alene den seneste måned er der kommet 4.300 eller knap 16 procent flere langtidsledige.
Blandt de forsikrede ledige er antallet af langtidsledige mere end fordoblet på et år. I november 2008 var der 10.800 forsikrede langtidsledige, mens der et år senere var over 22.800. Det svarer til en stigning på mere end 110 procent. Blandt de arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere er antallet af langtidsledige steget med godt 2.600 eller 45 procent på et år.
Siden juni måned er antallet af langtidsledige steget med omkring 11.500 fuldtidspersoner. Hvis denne udvikling fortsætter det kommende år, vil der være omkring 60.000 langtidsledige i slutningen af 2010.
Omtalt i Børsen 29. januar 2010.