ANALYSE

Vismændene strammer for tidligt - konjunkturer kalder på neutral finanspolitik

Chefanalytiker Frederik I. Pedersen | Direktør Lars Andersen | Chefanalytiker Martin Madsen | Formand Per Kongshøj Madsen | 3. juni 2010

Det Økonomiske Råd tegner i deres forårsrapport et billede af dansk økonomi i svag fremgang - AE anerkender behovet for konsolidering af de offentlige finanser, men mener, at man bør vente til, der er kommet ordentligt gang i væksten, og vi har set en tydelig vending på arbejdsmarkedet.

Vismændenes prognose tegner et billede af dansk økonomi i fremgang uden man kan tale om noget egentligt opsving. Ifølge Vismændene vokser BNP i 2010 pænt med 1,7 pct. Til næste år får vi til gengæld kun en vækst på 1,1 pct., mens der i 2012 igen er en BNP-vækst på 1,7 pct.

Vækstprofilen skal ifølge vismændene bl.a. ses i lyset af at landene i EU - herunder Danmark – som følge af de aktuelt de store offentlige underskud, vil føre en stram finanspolitik de kommende år.

Arbejdsmarkedet retter sig kun langsomt i prognoseperioden. Det skyldes ikke mindst den hårde finanspolitiske opstramning fra 2011 og frem. Vendingen på arbejdsmarkedet indtræffer i løbet af 2011, hvor arbejdsløsheden ventes at toppe på ca. 150.000.

Den offentlige saldo er negativ gennem hele prognoseforløbet. Dog mener vismændene, at konvergenskriteriet om et maksimalt offentligt underskud på 3 pct. af BNP, igen er opfyldt i 2012.

AE er overordnet enig i Vismændenes vurdering af at opsvinget er i gang, men også at der for perioden 2010-2012 bliver tale om et forkølet opsving. Der er fortsat stor usikkerhed omkring de økonomiske udsigter ikke mindst i lyset af de store finanspolitiske stramninger, der lægges op til i Danmark og i mange af vores vigtigste samhandels lande de kommende år.

Den økonomisk politik
Vismændene anbefaler, at man strammer finanspolitikken i 2011 for at få bugt med underskuddet på den offentlige saldo. Vismændene anfører dog, at konjunktursituationen isoleret set taler for en fortsat lempelig finanspolitik.

At vismændene trods konjunktursituationen alligevel anbefaler at stramme finanspolitikken i 2011, skyldes behovet for at sikre en troværdig udvikling på de offentlige finanser.

Vismændenes anbefaling bygger tilsyneladende på to forhold. For det første, at en relativ stor del af den finanspolitiske lempelse er sket gennem et løft i det offentlige forbrug. For det andet, at der ikke gennemføres reformer der øger arbejdsudbuddet og derigennem styrker den langsigtede finanspolitiske holdbarhed.

AE mener, at årsagen til at det offentlige forbrug, som andel af BNP er så højt, skyldes hovedsageligt at BNP er faldet, som følge af krisen, mere end det skyldes et stort overforbrug. AE anerkender også, at der er et holdbarhedsproblem, der kræver enten offentlige besparelser, øgede skatter (herunder afskaffelse af skattestoppet) eller reformer der løfter arbejdsudbuddet.

Reformer der dels øger arbejdstiden, dels sikrer at 2015-uddannelsesmålene gennemføres og som får de unge hurtigere gennem uddannelsessystemet vil i modsætning til offentlige besparelser eller højere skatter ikke skade, men derimod forbedre den fremtidige vækst og velstand.

AE anerkender behovet for konsolidering af de offentlige finanser, men mener man bør vente til der er kommet ordentlig gang i væksten og vi har set en tydelig vending på arbejdsmarkedet. En så stor opstramning af finanspolitikken som, der er lagt op til i 2011, risikerer at skade opsvinget.