ANALYSE

Vending på arbejdsmarkedet i sigte - spareplan kan forværre udsigterne

Arbejdsmarkedsøkonom Erik Bjørsted | 29. marts 2010

De tre private hovederhverv fik hård medfart i 2009, hvor i alt 150000 arbejdspladser gik tabt - frem mod 2011 udestår et tab af arbejdspladser på godt 60000, men der er lys for enden af tunnelen for specielt servicesektoren, hvor beskæftigelsen i andet halvår 2011 forventes at stige igen. Regeringens bebudede spareplan truer vendingen på arbejdsmarkedet

2009 blev et rædslernes år for de tre private hovederhverv: Bygge- og anlæg, industri og service. Samlet gik ca. 150.000 arbejdspladser tabt fra toppunktet i 3. kvartal 2008 til 4. kvartal 2009, som fordelte sig meget bredt på arbejdsmarkedet.

Værst gik det udover industrien og bygge- anlægssektoren, som mistede hhv. 53.000 og 22.000 arbejdspladser. Det svarer til mere end hver 10. arbejdsplads i begge disse brancher. I antal mistede servicesektoren næsten 77.000 arbejdspladser, hvilket svarer til godt 6 pct. af arbejdspladserne i sektoren.

Vending på arbejdsmarkedet i 2011
Den hårde medfart arbejdsmarkedet fik i 2009 var værre end frygtet i AEs seneste prognose (oktober 2009). Til gengæld ser de største beskæftigelsesfald nu ud til at være overstået, og vendingen på arbejdsmarkedet forventes at komme i 2. halvår 2011. I tiden frem til 2. halvår 2011 forventes yderligere godt 60.000 arbejdspladser at gå tabt.

Bygge- og anlægssektoren taber godt 9.000 arbejdspladser fra 2009 til 2. halvår 2011, mens industrien taber yderligere 12.500 arbejdspladser. Service mister ca. 39.000 arbejdspladser. Der går således fortsat nogen tid endnu, før vendingen på arbejdsmarkedet indtræffer. Den værste udvikling er imidlertid lagt bag os.

Spareplan truer med at kvæle det spirende opsving
AE vurderer på baggrund af prognosen, at langtidsledigheden kan vokse med 40-45.000 personer fra bunden i 2008. Dermed kan den strukturelle ledighed vokse med 25.000 personer til stor skade for væksten og den finanspolitiske holdbarhed.

Dertil kommer, at regeringens annoncerede spareplan kan kvæle det spirende opsving, især hvis der oven i nulvæksten i det offentlige forbrug kommer mere forsigtige forbrugere, og kommunerne ikke tør bruge penge på de planlagte investeringer.

Et scenario, hvor det sker, viser, at i alt ca. 25.500 arbejdspladser kan gå tabt i de tre private hovederhverv (målt som årsgennemsnit). Bygge- og anlægssektoren mister med spareplan 5.000 arbejdspladser, industrien ca. 1.500 arbejdspladser og service 19.000 arbejdspladser. Det truer vendingen på arbejdsmarkedet, vil give flere langtidsledige og forøge risikoen for en højere strukturel ledighed til yderligere skade for væksten og de offentlige finanser på længere sigt.

Omtalt i Berlingske Business 29. marts 2010.