Antallet af langtidsledige er det seneste år steget med knap 27000 fuldtidspersoner, således at der i april 2010 var 43800 langtidsledige - det svarer til en stigning på knap 160 procent - blandt dagpengemodtagerne er antallet af langtidsledige steget med mere end 200 procent, hvilket svarer til mere end en tredobling - særligt medlemmer af 3F og TIB er hårdt ramt.
Antallet af langtidsledige fortsatte med at stige i april måned. I april 2010 nåede antallet af langtidsledige op på 43.800 opgjort i fuldtidspersoner. I løbet af det seneste år er antallet af langtidsledige steget med knap 27.000 svarende til en stigning på knap 160 procent.
Det er især blandt de forsikrede ledige, at antallet af langtidsledige er steget mest. Det seneste år er langtidsledigheden blandt de forsikrede ledige steget med over 23.000, svarende til en stigning på over 200 procent. Det vil sige, at antallet af langtidsledige dagpengemodtagere på bare et år er mere end tredoblet.
I samme periode er antallet af langtidsledige kontanthjælpsmodtagere steget med knap 3.500 svarende til en stigning på 60 procent.
Antallet af langtidsledige steg med knap 800 fuldtidspersoner i april måned. Væksten i antallet af langtidsledige er derfor aftaget noget set i forhold til f.eks. november, december og januar, hvor langtidsledigheden steg med 3-4.000 om måneden. AE forventer, at antallet af langtidsledige vil fortsætte med at stige i løbet af den kommende tid.
Indvandrere har størst risiko for langtidsledighed
Indvandrere fra ikke-vestlige lande har størst risiko for at havne i køen af langtidsledige. I april 2010 var der knap 7.400 langtidsledige fra ikke-vestlige lande. Det svarer til mere end 5 procent af arbejdsstyrken. Blandt de etniske danskere var knap 1,4 procent af arbejdsstyrken langtidsledige.
Opdelt på alder, er det især de unge 25-29-årige samt de 55-59-årige, der har størst risiko for at havne i langtidsledighed. I begge disse aldersgrupper var omkring 2 procent af arbejdsstyrken langtidsledige. De samlede langtidsledighed udgjorde 1,6 procent af arbejdsstyrken i april 2010.
Medlemmer af 3F og TIB hårdt ramt
Hvis vi alene ser på de langtidsledige dagpengemodtagere er det især 3F samt Træ, Industri og Byg’s medlemmer, der er hårdt ramt af langtidsledighed. I begge a-kasser var mere end 4 procent af med-lemmerne ramt af langtidsledighed i april 2010. Til sammenligning var knap 1,7 procent af samtlige forsikringsaktive langtidsledige i denne måned.
For et år siden var lige over 0,5 procent af Træ, Industri og Byg’s medlemmer langtidsledige, hvor det i dag er 4,4 procent. Det svarer til en stigning på knap 3,9 procentpoint, hvilket ligger markant over den gennemsnitlige stigning på godt 1,1 procentpoint.
Uddannelse og opkvalificering er vejen frem
Hvis vi skal sikre, at arbejdsløsheden ikke bider sig fast på et permanent højere niveau, er det vigtig, at den aktive arbejdsmarkedspolitik virker. Al erfaring viser, at jo længere tid man er ledig, des vanskeligere er det at komme i job, og dermed har de langtidsledige en øget risiko for at blive marginaliseret i forhold til arbejdsmarkedet.
Det er derfor vigtigt, at de ledige opkvalificeres under ledighedsforløbet, så de er i spil til de ledige job, når konjunkturerne igen vender. Uddannelse og opkvalificering, herunder en større brug af jobrotati-onsordninger, er derfor vejen frem i den aktive arbejdsmarkedspolitik.
Allerede nu ved vi, at Danmark på den anden side af krisen kommer til at mangle uddannet arbejdskraft, mens det bliver vanskeligere for landets ufaglærte at finde arbejde. Derfor bør man benytte de konjunkturmæssige muligheder til at give arbejdsstyrkens uddannelsesniveau et tiltrængt løft.
Omtalt i P1-morgen og Radioavisen 6. august 2010.