ANALYSE

Sværere at få kontanthjælp med alderen

Senioranalytiker Mie Dalskov Pihl | 26. januar 2012

Det økonomiske sikkerhedsnet ved ledighed udgøres i Danmark af dagpengeforsikring og kontanthjælp - mange danskere har dog ikke et økonomisk sikkerhedsnet - knap 86 procent af de 50-54-årige i arbejdsstyrken, der ikke forsikret mod ledighed, kan ikke få kontanthjælp, hvor det er langt færre, der står uden et økonomisk sikkerhedsnet blandt de yngre aldersgrupper.

For at man kan modtage kontanthjælp, hvis man bliver ledig, må man ikke kunne blive forsørget på anden vis – eksempelvis ved ægtefællen eller af egen formue.

Enlige kan ikke modtage kontanthjælp, hvis de har en likvid formue på mere end 10.000 kr. For ægtepar er formuegrænsen på over 20.000 kr.

Knap 93 procent af de 50-54-årige i arbejdsstyrken kan ikke få kontanthjælp – uanset a-kassetilknytning - mens det er langt færre, der står uden et økonomisk sikkerhedsnet blandt de yngre aldersgrupper.

Sætter man fokus på de, der står uden for medlemskab af en a-kasse, så er 86 procent uden mulighed for kontanthjælp blandt de 50-54-årige, mens tallet for de yngste aldersgrupper er på omkring 60 procent.

Den altoverskyggende årsag til at de 50-54-årige ikke kan få kontanthjælp er, at formuen er for stor. I analysen er der ikke set på pensionsopsparinger men udelukkende, hvad der er indestående på opsparingskonti, aktier og obligationer, og mere end 9 ud af 10 blandt de 50-54-årige i arbejdsstyrken har altså en formue, der er så stor, at man regner med at familien kan leve af de opsparede midler.

64 procent kan ikke få kontanthjælp fordi de har friværdi i boligen, mens knap 41 procent ikke kan få pga. ægtefællens indkomst.

Omtalt af Ugebrevet A4 d. 26. januar 2012