Kontakt

Ubalancer på arbejdsmarkedet

Studenterhuen giver ingen jobgaranti

Uddannelse er et utroligt vigtigt parameter for, hvordan man klarer sig i livet - men de unge der afslutter en gymnasial uddannelse, og som ikke kommer videre i uddannelsessystemet, har lavere beskæftigelseschance end faglærte og personer med en videregående uddannelse.

Fastholdes den nuværende uddannelsesadfærd i uddannelsessystemet er der udsigt til, at der kommer 115.000 flere personer med en videregående uddannelses i arbejdsstyrken fra 2010 til 2020.

Denne stigning afspejler, at de unge generationer, der kommer ind på arbejdsmarkedet har et højere uddannelsesniveau end de ældre generationer, der forlader arbejdsmarkedet.

Stigningen i arbejdsudbuddet blandt personer med videregående uddannelser er imidlertid langt fra tilstrækkelig til at imødekomme den stigende efterspørgsel efter personer med en videregående uddannelse.

Den seneste fremskrivning af ubalancerne på arbejdsmarkedet foretaget af AE viser således, at der vil mangle godt 150.000 personer med en videregående uddannelse, hvis uddannelsesløftet i de enkelte erhverv fortsætter i samme tempo, som i de foregående ca. 15 år.

Derimod vil der være et overudbud af personer uden en erhvervskompetencegivende uddannelse – dvs. ufaglærte og personer med en gymnasial uddannelse.

Denne fremskrivning peger således på, at personer uden en erhvervskompetencegivende uddannelse kan få det svært på fremtidens arbejdsmarked – både ufaglærte og personer med alene en gymnasial uddannelse.

Lavere beskæftigelseschancer og lavere løn
Studenter, der ikke tager en videregående uddannelse, har lavere beskæftigelseschancer end faglærte og personer med en videregående uddannelse. Det gælder navnlig for studenter med en almengymnasial uddannelse.

Sammenlignet med 30-34-årige med en videregående uddannelse har personer, der alene har en gymnasial uddannelse ligeledes lavere indkomster og større risiko for at leve af offentlig forsørgelse.

Tidligere analyser fra AE viser dog, at det altid kan betale sig at tage en uddannelse. Når man måler på alt fra arbejdsmarkedstilknytning til helbred viser det sig, at uddannelse er den sikreste vej til et godt stabilt voksen- og arbejdsliv.

Omtalt af Politiken d. 25. juni 2011