Større dødelighed blandt efterlønsmodtagere

Tidspunktet for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet er en individuel beslutning, der påvirkes af en række forhold, herunder helbred, økonomi, familieforhold og den enkeltes beskæftigelsessituation. I denne analyse belyser vi de helbredsmæssige forskelle mellem dem, der trækker sig tilbage i forhold til dem, der fortsætter i beskæftigelse, ved specifikt at analysere forskelle i dødelighed og forskelle i forventede restlevetider.

Analysen viser, at den aldersspecifikke dødelighed er højest blandt tidligere førtidspensionister, og dødeligheden er generelt stigende med alderen. Samtidig viser analysen, at dødeligheden blandt personer, der gik på efterløn som 60-årig, er større end dødeligheden blandt personer, der fortsat var i beskæftigelse som 60-årig.

Overdødelighed blandt efterlønnere
Overdødeligheden for (tidligere) efterlønsmodtagere (målt i forhold til beskæftigede) optræder i alle aldre mellem 60 og 85 år, men der er en tendens til, at den relative overdødelighed mellem de to grupper indsnævres med alderen.

For mænd i alderen 60-64 år er den relative overdødelighed på 74 pct., mens den tilsvarende overdødelighed blandt kvindelige efterlønsmodtagere er 33 pct. Denne markante overdødelighed er en klar indikation af, at de personer, der vælger at gå på efterløn som 60-årige, i gennemsnit har et dårligere helbred, end de personer der fortsætter i beskæftigelse som 60-årig.

Den højere dødelighed for efterlønsmodtagere sammenlignet med beskæftigede indebærer, at de personer, der går på efterløn som 60-årig, har en kortere forventet restlevetid end personer, der fortsætter i beskæftigelse. Mænd, der går på efterløn som 60-årig, har således en forventet restlevetid på 18,9 år, mens mænd, der fortsætter i beskæftigelse, har en forventet restlevetid på 21,1 år – dvs. en forskel i restlevetid på 2,2 år.

Uddannelsesniveau og den forventede restlevetid
Udover arbejdsmarkedstilknytningen som 60-årig afhænger den forventede restlevetid også meget af uddannelsesniveauet. Set under ét er den forventede restlevetid for mænd med en videregående uddannelse således 2,9 år længere end blandt ufaglærte mænd.

Kombineres oplysninger om uddannelse med arbejdsmarkedstilknytning som 60-årig viser analysen, at mænd med en videregående uddannelse, der fortsætter i beskæftigelse, har en forventet restlevetid, der er 3,7 år (22,2 år – 18,5 år) højere end ufaglærte, der går på efterløn som 60-årig.

Blandt kvinder er der ligeledes en tendens til, at efterlønsmodtagere har kortere levetid end beskæftigede, men her er forskellen kun 1,3 år – dvs. lidt mere end halvt så stor som for mænd. Blandt kvinder spiller uddannelsesniveauet ligeledes en stor rolle for den forventede restlevetid. Kvinder med en videregående uddannelse, som fortsætter i beskæftigelse som 60-årige, har f.eks. en forventet restlevetid, der er 2,5 år (25,0 år – 22,5 år) længere end ufaglærte, der overgår til efterløn som 60-årig.

Analysen viser, at ”levetidstabet” (målt i forhold til beskæftigede) er størst for de personer, der går på efterløn som 60-årig, og forskellen i forventet levetid mellem efterlønsmodtagere og beskæftigede aftager for stigende efterlønsalder. At ”levetidstabet” blandt efterlønnere er størst ved overgang til efterløn som 60-årige afspejler formentlig, at dem, der trækker sig tilbage som 60-årig, i højere grad gør det af helbredsmæssige grunde (sammenlignet med dem der trækker sig tilbage som f.eks. 62-64 årige).

Analyserne af den lavere levetid blandt efterlønsmodtagere er lavet ved at sammenligne dødeligheden for tidligere efterlønnere med dødeligheden for beskæftigede. I det omfang overgangen til efterløn i sig selv bidrager til at forbedre helbredstilstanden for den enkelte – f.eks. på grund af mindre stress og mere tid til motion – er det ikke usandsynligt, at overgangen til efterløn kan bidrag til at reducere dødeligheden lidt for den enkelte.

Omtalt i Ugebrevet A4 8. marts 2010.