ANALYSE

Stor andel af danskerne er på arbejdsmarkedet sammenlignet med andre lande

Chefanalytiker Frederik I. Pedersen | Direktør Lars Andersen | 6. januar 2011

Internationale sammenligninger viser, at når man ser på andelen af befolkningen, der er i beskæftigelse, så er Danmark placeret i toppen - derimod ser det værre ud, når man kigger på årlige arbejdstimer per beskæftigede i Danmark - her ligger vi langt nede af listen.

Under sloganet ”Dyr efterløn eller varig velfærd” fra Venstres kampagne om at afskaffe efterlønnen, fremgår det, at det i dag kun er halvdelen af alle danskere, der er i arbejde.

Sammenligner man andelen af personer på arbejdsmarkedet i Danmark med andre lande, viser det sig imidlertid, at Danmark faktisk ligger helt i top med hensyn til den andel af befolkningen, der er i beskæftigelse.

Således kommer Danmark med 50,4 procent ind på en femteplads i forhold til andelen af befolkningen i beskæftigelse kun overgået af Schweiz, Holland, Norge og Island.

I et land som Sverige er kun 48,6 procent af befolkningen omvendt i beskæftigelse, mens lande som Tyskland og England har omkring 47 procent beskæftigede

Danmark har således en høj andel af befolkningen i beskæftigelse i forhold til mange af de lande, vi normalt sammenligner os med. De sydeuropæiske lande som Italien, Grækenland, Spanien og Frankrig har alle markant lavere beskæftigelsesandel end Danmark. I disse lande er det kun omkring 40 procent af befolkningen, der er i beskæftigelse.

Arbejdstiden i Danmark ligger omvendt lavt
Vender man derimod blikket mod det årlige antal arbejdstimer pr. beskæftigede, viser det sig, at Danmark faktisk ligger relativt lavt, når man sammenligner med andre lande i OECD.

På listen befinder Danmark sig på en 26. plads ud af de 32 lande. Dette er langt lavere end lande som eksempelvis Grækenland, Italien, Portugal og Spanien.

Med til billedet hører, at i mange af de lande, hvor beskæftigelsesandelen er lav, er den gennemsnitlige arbejdstid ligeledes høj. En forklaring herpå er blandt andet, at i mange af de lande, hvor den gennemsnitlige arbejdstid er høj, er det kun den ene af personerne i husholdningerne, der deltager på arbejdsmarkedet.