Kontakt

Offentlige finanser

Stigende skatter og benzinpriser koster danske familier dyrt

I 2011 udhules de danske familiers indkomster af stigende skatter og forbrugspriser, og særligt den kraftigt stigende benzin- og oliepris er årsag til, at de danske familier kommer til at opleve negativ realvækst i indkomsten - fortsætter oliepriserne himmelflugten, kommer det til at koste en typisk dansk familie flere tusind kroner.

Mens 2010 bød på en fremgang i rådighedsbeløbene for familierne, tegner 2011 til at give en real indkomsttilbagegang for mange familier.

Det skyldes for det første, at regningen for de massive skattelettelser, der blev givet i 2010, nu skal betales. Det sker i form af Genopretningspakken, som byder på skattestigninger i 2011.

For det andet skyldes det, at de stigende olie- og benzinpriser bidrager negativt til familiernes økonomi. 2010 bød også på stigende olie- og benzinpriser, og foreløbig ser det ud til, at stigningerne fortsætter i 2011.

Mens familierne fik en real stigning i rådighedsbeløbet i 2010, så oplever de alle et realt fald i rådighedsbeløbet i 2011.

Stor stigning i benzinpriserne
Stigningen i benzinpriserne er med til at udhule familiernes rådighedsbeløb. Benzinpriserne er steget markant gennem hele 2011, og koster nu ofte over 12 kr. pr. liter benzin.

Dette er en stigning på omkring 16 pct. i løbet af det seneste halve år. Også i løbet af 2010 steg benzinpriserne, og den fortsatte stigning er med til at belaste familiernes økonomi. Stigningen i benzinpriserne er en direkte konsekvens af de høje oliepriser, som både steg i 2010 og er steget i starten af 2011.

Holder olie- og benzinpriserne sig på det nuværende høje niveau, vil det betyde stigende udgifter til brændstof, varme og elektricitet.

Med et uændret prisniveau resten af 2011 vil en familie med to børn og 1 bil opleve en årlig stigning i udgifterne til benzin, el og opvarmning på knap 2.700 kr.

Hertil kommer som bekendt prisstigninger på andre varer, som altså samlet set inkl. prisstigninger på benzin, el og opvarmning, giver familien et fald i rådighedsbeløbet i 2011 på over 4.300 kr.

Omtalt i Politiken d. 28. marts 2011.