EU er på nuværende tidspunkt kommet med henstillinger til stort set alle EU-lande, hvilket betyder, at finanspolitikken skal strammes - problemet er, at disse stramninger kommer til at koste mange europæiske job - alene i Danmark mister vi næste år over 20000 arbejdspladser på grund af regeringens spareplaner og stramninger i de EU-lande, vi handler med.
Beregninger foretaget af AE viser, at VKO’s samlede spareplan koster ca. 9.000 arbejdspladser i 2011.
Genopretningsaftalen omfatter bl.a. fastfrysning af progressionsgrænserne i skattesystemet og nulvækst i det offentlige forbrug i tre år. Dertil kommer, at regeringen som en del af den samlede spareøvelse fremrykker finansieringen af skattereformen og aftrapper de offentlige investeringer allerede i 2011.
Når de europæiske lande strammer deres nationale finanspolitik, rammes den danske beskæftigelse samtidig hårdt, fordi vi får sværere ved at afsætte vores varer på disse markeder. Disse samhandelseffekter er særligt store, fordi Danmark er en lille åben økonomi, der i høj grad afhænger af eksporten til udlandet. På den måde vil den faldende efterspørgsel fra udlandet sprede sig til dansk økonomi, og EU-stramningerne får derfor konsekvenser for alle sektorer i dansk økonomi.
Stramningerne i Danmark og EU koster i alt over 20.000 danske job alene i 2011.
I mange EU-lande, herunder især de sydeuropæiske lande, er der behov for en hurtig konsolidering af de offentlige finanser. Derimod er det meget risikabelt med den stramning, som den danske regering lægger op til med sin spareplan allerede i 2011.
VKO’s stramning af finanspolitikken er kun set større i forbindelse med ”kartoffelkuren” i midten af 80’erne. Forskellen mellem dengang og nu er imidlertid, at vi i dag har et skrøbeligt økonomisk opsving med stor ledig kapacitet, mens man dengang havde økonomisk overophedning. Set i det lys, er det for tidligt at stramme finanspolitikken i 2011. Derfor bør man vente til 2012 med bl.a. at aftrappe de offentlige investeringer.
EU kræver ingen stramninger i Danmark i 2011
Ifølge Finansministeriets svar på Europaudvalgets spørgsmål nr. 79 fra den 3. juni 2010 fremgår det, at EU ikke kræver, at Danmark strammer op allerede i 2011. Der står således:
”Stabilitets- og Vækstpagtens regler og praksis indebærer, at landet selv bestemmer fordelingen af den samlede stramning over konsolideringsperioden, men at man ikke må lempe i et år i perioden og normalt heller ikke må vente med hele stramningen til sidste år.”…”der er ikke eksplicitte regler om, hvordan det samlede stramningskrav skal sammensættes og fordeles over konsolideringsperioden, ligesom det heller ikke fremgår eksplicit, at finanspolitikken ikke må lempes.”
AE anbefaler en neutral finanspolitik i 2011, dvs. en finanspolitik, der hverken strammes eller lempes i 2011. Danmark er duks i EU med hensyn til offentlige finanser. Og der er intet tegn på, at de finansielle markeder ikke har tillid til dansk økonomi – tværtimod.
Derfor er det ikke tid til at træde hårdt på bremsen i Danmark samtidig med, at mange andre EU-landene træder på bremsen.
Omtalt i Radioavisen 15. juni 2010.