AE anbefaler med de nuværende økonomiske udsigter at fremrykke offentlige investeringer til andet halvår af 2009. Dette papir forklarer det bagvedliggende økonomiske rationale.
Rationalet for en fremrykning af offentlige investeringer er kort opridset:
1. Dystre ledigheds- og vækstudsigter: Finansministeriets skøn for BNPvæksten i 2009 er i den optimistiske ende. Vækstudsigterne for 2009 i Det Økonomiske Råds efterårsrapport er mere dystre. Det er ikke usandsynligt, at DØR får ret. Det taler isoleret set for en mere lempelig finanspolitik.
2. Strukturel ledighed er pejlemærket trods usikkerhed om niveau: Finanspolitikken styres i høj grad efter den såkaldte strukturelle ledighed, som dels er behæftet med betydelig usikkerhed dels er påvirket af andet end reformer. Den strukturelle ledighed er faldet med over det dobbelte af, hvad reformer kan forklare. Konjunkturerne og presset på arbejdsmarkedet har på linje med reformer bidraget til at reducere den strukturelle ledighed.
AE vurderer, at Finansministeriets skøn for den strukturelle ledighed er overvurderet, hvilket ligeledes taler for en mere lempelig finanspolitik end Finansministeriet.
3. Investeringer er mere effektive end skattelettelser: Offentlige investeringer øger beskæftigelsen på kort sigt med fem gange så mange, som hvis skatten reduceres for et tilsvarende beløb.
4. Offentlige investeringer har også langsigtede struktureffekter: Uddannelses- og infrastrukturinvesteringer påvirker lige som skattelettelser både beskæftigelse og produktivitet på sigt.
5. Vedligeholdelsesefterslæb: Uanset konjunktursituationen udestår der vedligehold af infrastruktur samt offentlige bygninger. En ny rapport fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører angiver, at bl.a. jernbaner er så nedslidte, at de ikke kan varetage deres funktion uden kraftige investeringer. VKregeringen har dog sænket investeringsambitionen trods dystre vækstudsigter og vedligeholdelsesefterslæb. 6. Hænderne begynder nu at være til rådighed: Ledigheden er fortsat lav, men stigende. Inden for bygge- og anlægssektoren er ledigheden næsten fordoblet de seneste fire måneder.
7. Lang reaktionstid fra beslutning til skovlen sættes i jorden: Reaktionstiden fra en beslutning tages til, at investeringerne er i gang, kan være lang. Så hvis investeringer skal i gang i anden halvdel af 2009, bør man pga. denne reaktionstid allerede nu få de rentable og nødvendige investeringsprojekter op på tegnebrættet.
8. Investeringer er karakteriseret ved at være en engangsudgift.
Omtalt i Børsen 19.12.2008