ANALYSE

Råd og plads til vækstpakke i finansloven for 2010

Chefanalytiker Frederik I. Pedersen | Chefanalytiker Martin Madsen | 9. november 2009

Ny analyse viser, at Vismændenes og AE's forslag om en vækstpakke på 26,5 milliarder kroner langt fra er så dyr for de offentlige finanser, som den ser ud - langt over halvdelen af pengene ruller nemlig tilbage i statskassen.

Ny prognose fra OECD offentliggjort i fredags dokumenterer, at Danmark fortsat befinder sig i et dybt væksthul. Derfor er der akut behov for at bruge finansloven for 2010 til at igangsætte en ambitiøs vækstpakke, der kan modgå den økonomiske krise.

Regeringen har i sidste uge langt op til en ny pakke med udskydelse af virksomhedernes indbetaling af A-skat. Ifølge finansministeriets egne beregninger skaber en sådan ”kreditpakke” imidlertid kun omkring 500 jobs, mens væksten påvirkes med 0,0 procent. Den nye pakke er altså ikke er en vækstpakke, og kan på ingen måde erstatte en vækstpakke.

Mange af pengene til vækstpakke ruller tilbage i de offentlige kasser
Vismændenes og AEs forslag om en vækstpakke på 26,5 mia. kr. over to år vil kunne skabe op mod 20.000 nye jobs.

Selvom en vækstpakke kan se dyr ud i en tid med store offentlige underskud, løber langt over halvdelen af pengene til en vækstpakke tilbage i de offentlige kasser. Med en vækstpakke på 26,5 mia. kr. belastes de offentlige finanser således kun med omkring 10 mia. kr.

Omtalt i 3F's nyhederbrev 9. november 2009.