Tror man, at nedskæringer i de offentlige investeringer i 2011 kun koster offentlige arbejdspladser, så tager man fejl - regeringen lægger i sin Økonomiske Redegørelse fra december 2009 op til, at de offentlige anlægsinvesteringer falder i 2011 med 7 mia. kr. svarende til 15 procent, hvilket vil give et tab på 7.000 private job.
Regeringen har bebudet smalkost i dansk økonomi fra 2011-2013, hvor der skal spares i alt 27 mia. kr. Heraf er de 13 mia. kr. allerede indregnet i Finansministeriets seneste prognose for 2011 i Økonomiske Redegørelse fra december 2009.
Nedskæringerne rammer ikke kun det offentlige, men også i den grad den private sektor
Beskæftigelsen reduceres med 12.500 personer
Regeringen planlægger allerede i 2011 at reducere de offentlige investeringer med 15 procent. Analysen viser, at dette medfører et tab på 7.000 job i den private sektor.
Udover reduceringen i de offentlige anlægsinvesteringer, vil den gradvise finansiering af skattereformen ved de planlagte grønne afgifter og erhvervsskatter i 2011 reducere beskæftigelsen med knap 1.500 personer.
Endelig kan nulvækst i det offentlige forbrug også ramme den private beskæftigelse, eftersom en del af det offentlige forbrug dækker over udgifter til bl.a. private vikarbureauer og andre private serviceydelser. Her rammes den private beskæftigelse med et fald på 4.000 personer.
Analysen viser, at den samlede effekt af den umiddelbare opstramning vil påvirke den private beskæftigelse negativt med ca. 12.500 personer og dæmpe BNP-væksten med 0,7 procent.
Derfor bliver den private sektor ramt
At den private beskæftigelse rammes hårdt af den offentlige spareplanen skyldes, at offentlige anlægsinvesteringer hovedsageligt varetages af private virksomheder - på byggepladsen, men også til at levere materialer, transport og rådgivning.
Den gradvise finansiering af skattereformen sker i 2011 via grønne afgifter og erhvervsskatter. Dette vil reducere de disponible indkomster, opsuge købekraft og dæmper derved efterspørgslen i samfundet.
Nulvæksten i det offentlige forbrug går ud over private arbejdspladser, da det offentlige vare- og tjenestekøb bl.a. består af private vikarbureauer og andre private serviceleverandører. Vare- og tjenestekøbet består ikke kun af medicin og computere.
Nedskæringerne rammer ikke kun det offentlige, men i den grad også den private sektor. Regeringens nedskæringer i 2011 er gift for økonomien i den nuværende situation, hvor det svage opsving endnu ikke er selvbærende.
Omtalt i Børsen 23. februar 2010.