ANALYSE

Det private forbrug under massivt pres – fremtiden usikker

Arbejdsmarkedsøkonom Erik Bjørsted | 3. november 2009

Det private forbrug er i følge AEs indikator under langt større pres end frygtet - de kraftigt faldende huspriser og den hastigt voksende arbejdsløshed øger usikkerheden blandt forbrugerne, hvilket får dem til at holde igen med forbruget og i stedet spare op.. AE og Vismændenes forslag om offentlige investeringer for yderligere 26½ mia. kr. over to år vil kunne redde ca. 20.000 stillinger og skabe mere tryghed blandt forbrugerne.

Nye tal viser, at detailsalget faldt med 1,7 pct. fra august til september 2009 (sæsonkorrigeret). De kraftigt faldende huspriser og den hastigt voksende arbejdsløshed øger usikkerheden blandt forbrugerne, hvilket får dem til at holde igen med forbruget og i stedet spare op.

Det private forbrug kommer med de nyeste tal sandsynligvis til at falde med mere end de 5 pct., som er spået i AEs prognose. Dermed er det private forbrug iflg. AEs indikator under langt større pres end ventet. 

AE og Vismændenes forslag om offentlige investeringer for yderligere 26½ mia. kr. over to år vil redde ca. 20.000 jobs. Det vil holde hånden under det private forbrug og samtidig kunne skabe tryghed blandt forbrugerne.

Omtalt i Børsen 3. november 2009.