Kontakt

Overbetaling af private hospitaler på over 900 millioner kroner

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler om overbetaling på private sygehuse, at: ”Det handler om højst 100 millioner kroner, hvis det overhovedet handler om noget” - denne analyse viser imidlertid, at overbetalingen beløber sig til over 940 millioner kroner i perioden 2002-2008.

De offentlige udgifter til køb af behandling på private sygehuse og klinikker er steget markant siden 2002, hvor det frie sygehusvalg indføres, så patienter får ret til behandling på privathospital efter to måneders ventetid.

Særligt i 2007 og 2008 sker der en kraftig stigning i de offentlige udgifter til privathospitaler. Baggrunden var især ændringen af ordningen, der betød, at patienter allerede kunne benytte sig af det udvidede frie sygehusvalg efter én måneds ventetid, som daværende indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen stod bag i 2007.

I 2009 var der et fald i betalingen til privathospitaler, hvilket skal ses i lyset af bl.a. suspension af udvidet frit sygehusvalg fra. 7. november 2008 til og med 30. juni 2009.

Siden 2002 har det offentlige betalt ca. 4,9 mia. kr. til behandling på private hospitaler.

Overbetalingen af privathospitaler på godt 900 mio. kr. fra 2002-2008
Et simpelt regnestykke af overbetaling kan beregnes som summen af det offentliges køb på privathospitaler ganget med overbetalingsprocenten, som ifølge regeringens egne analyser er på 25 procent.

I perioden 2002 til 2008 har det offentlige betalt ca. 3,77 mia. kr. til behandling på private hospitaler (målt i løbende priser). Tages der udgangspunkt i regeringens 25 procent overbetalinger vil den samlede overbetaling beløbe sig til 942 mio. kr.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler den 4. oktober 2010 om overbetaling på private sygehuse, at: ”Det handler om højst 100 millioner kroner, hvis det overhovedet handler om noget”. Han kalder det en myte, at en milliard kroner skulle være betalt for meget.

Denne analyse antyder imidlertid, at statsministeren undervurderer overbetalingen til privathospitaler. Overbetalingen af privathospitaler beløber sig til over 900 mio. kr. i perioden 2002-2008.