Øget økonomisk ghettoisering i Danmarks storbyer

København, Århus og Odense er alle blandt den fjerdedel af de danske kommuner, hvor der bor den største andel fattige. Mens Århus og Odense begge har 4,4 procent fattige indbyggere, ligger København helt i top med 7 procent fattige.

Siden 2001 er fattigdommen i de tre storbyer steget markant. Mens knap 21.700 personer i 2001 levede i fattigdom i hovedstaden, er dette tal nu steget til 34.350 personer. En lignende udvikling har fundet sted i Århus og Odense, hvor antallet af fattige er vokset til henholdsvis ca. 12.900 og 7.400 personer.

Ghettoerne i storbyerne
Der er en væsentlig spredning i andelen af fattige inden for alle tre byer. Mens hver 10. indbygger i bestemte bydele i hovedstaden lever i fattigdom, er dette kun tilfældet for omkring 1 ud af 30 i andre områder. Sammenligner man Tingbjerg, der er den bydel i København med den største andel af fattige, med området omkring Amager Strandpark og Frederiksberg Slotssogn, er der mellem 4-5 gange så mange fattige i Tingbjerg.

Bevæger man sig fra hovedstaden til Århus, er spredningen mellem områder med høj og lav andel af fattige endnu mere i øjenfaldende. Gellerup skiller sig markant ud, som det område i Århus, hvor andelen af fattige er allerhøjest. Sammenligner man med resten af landet, er Gellerup faktisk det sogn i hele Danmark med den største andel af fattige, her lever 19 procent i fattigdom.

I Odense er der ligeledes ét område der skiller sig specielt ud. Vollsmose i Odense har en meget høj koncentration af fattige, når man sammenligner med de andre områder i byen. I Vollsmose er 15 procent af indbyggerne fattige. Det gør Vollsmose til det sogn i Danmark med den næsthøjeste koncentration af fattige.

Øget polarisering
Analysen viser, at fattigdommen i de danske storbyer over en relativt kort årrække er blevet yderligere koncentreret i de områder, hvor den i forvejen var høj, mens den stort set ikke stiger i de områder, hvor der bor relativt få fattige.

Specielt de to ”ghetto-områder”, Gellerup og Vollsmose, har oplevet en markant stigning i andelen af fattige beboere i løbet af den periode. I løbet af fire år er andelen af fattige beboere i de to områder således mere end fordoblet. I hovedstadsområdet har det hårdest ramte område, Tingbjerg, ligeledes oplevet en markant stigning i andelen af fattige, der er vokset med 85 procent på bare fire år.

Ser man omvendt på udviklingen i de bydele i København, Århus og Odense, der i dag har den laveste andel af fattige, er billedet et helt andet. Her har mange af områderne med færrest fattige slet ikke haft en stigning i andelen af fattige.

På den måde polariseres de i forvejen relativt opdelte storbyer yderligere imellem områder med meget få lavindkomstgrupper og marginaliserede på den ene side og ’ghetto-lignende’ bydele, hvor en høj andel af beboerne lever i fattigdom, på den anden side.

Både på det personlige og samfundsmæssige plan er der problemer og konsekvenser ved en opvækst og langvarigt ophold i større boligområder, der er præget af fattigdom, manglende tilknytning til arbejdsmarkedet samt en generel eksklusion fra de øvrige dele af det danske samfund.

Risikoen er, at den stigende økonomisk og sociale ghettoisering fører til udviklingen af egentlige ’parallelsamfund’, hvor der er en ekstraordinær høj koncentration af fattige og socialt udstødte. Det medfører alvorlige sociale problemer i de enkelte storbyer, og er samtidig med til at mindske sammenhængskraften i samfundet.

Som velfærdssamfund kan vi ikke acceptere, at der skabes en ny social og økonomisk underklasse, der lever isoleret fra det resterende samfund.

Omtalt i Berlingske Tidende 2. maj 2010