Det traditionelle pendlingsmønster er ved at blive afløst af et langt mere sammensat mønster, hvor pendling i langt højere grad også foregår mellem to provinsbykommuner.

Pendlingsomfanget er øget betydeligt igennem de sidste mange år. For gennemsnitsdanskeren er afstanden mellem bopæl og arbejde således øget med ca. 45 pct. siden 1980. Hovedparten (godt 2/3) af denne vækst kan forklares ved, at en stadig større andel af de beskæftigede pendler over kommunegrænserne for at arbejde. Væksten i pendlingen må bl.a. ses i lyset af et mere specialiseret arbejdsmarked, stigende regionale forskelle i boligpriserne og at udbygningen af vejnettet, den private køretøjsbestand samt den kollektive trafik har gjort det muligt at tilbagelægge afstandene på kortere tid.

Når det især er i provinskommunerne, at væksten i pendlingsandelene har været høj, kan det skyldes, at man også her i stigende grad er begyndt at kræve en mere specialiseret arbejdskraft. Specialiseringen er stigende, ikke kun hos de højtuddannede, men i stigende grad også hos de kortuddannede og ufaglærte, og dette kan være en af årsagerne til det øgede pendlingsomfang i provinskommunerne. Populært sagt kan man sige, at videnssamfundet er ved at sprede sig fra storbyerne og ud i provisen.

Den stigende pendling øger den geografiske mobilitet og bidrager til et mere fleksibelt arbejdsmarked med en mere en effektiv matchning af arbejdskraftudbuddet med virksomhedernes arbejdskraftefterspørgsel, hvilket reducerer risikoen for lokale flaskehalse. Den øgede geografiske mobilitet giver også en bedre allokering af arbejdskraften med højere produktivitet og indkomster til følge.

At en stigende andel af borgerne pendler over kommunegrænsen betyder, at mange politiktiltag, der er rettet mod kommunens borgere, også får effekt for andre kommuners borgere. Eksempelvis vil infrastrukturinvesteringer, bibliotek, kulturudbud mv. i én kommune også komme borgerne i de omkringliggende kommuner til gode. En stor grad af indpendling bevirker derfor, at kommunen skal afholde forskellige udgifter til personer, som arbejder i kommunen, men har bopæl – og dermed svarer skat – i en anden kommune. Der vil derfor være en øget risiko for, at en indpendlingskommune på nogle områder enten betaler for meget for at levere service på et givet niveau til sine borgere, eller at kommunen vælger at levere servicen på et ikke optimalt niveau. Alt andet lige må det forventes, at større kommunale og regionale enheder vil medføre, at denne problemstilling vil være mindre fremtrædende.

Omtalt af Jyllands-Posten 01.02.2007