AEs beregninger på baggrund af nyligt offentliggjorte tal fra Undervisningsministeriet viser, at antallet af indgåede aftaler om praktikpladser er faldet markant i 2008. Især i de typiske håndværkerfag som elektriker, murer og tømrer er der store fald i antallet af praktikpladser. På sigt kan udviklingen betyde, at Danmark ikke har den fornødne uddannede arbejdskraft.
Antallet af aftaler om praktikpladser på landets erhvervsskoler er faldet med 8,3 procent i de første 11 måneder af 2008 set i forhold til samme periode året før. Dette svarer til, at der er indgået knap 3.000 færre aftaler om praktikpladser på erhvervsuddannelser frem til november i 2008.
Fordelt på uddannelsesretning er det især bygge- og anlægsfaget, der er ramt af nedgang i praktikpladser. I forhold til samme periode i 2007 er der for bygge- og anlægsretningen indgået knap 20 procent færre aftaler om praktik frem til november 2008. For transportretningerne, der bl.a. indeholder uddannelserne til mekaniker og chauffør, er antallet af praktikaftaler faldet med 11-13 procent, mens antallet af praktikpladser for eleverne på ”Strøm, styring og it”-linjen er faldet med 10 procent. Alt i alt ses der fald i antallet af praktikpladser for 9 ud af de 12 erhvervsretninger på erhvervsskolerne.
Resultatet er desværre, at flere elever ved de tekniske skoler må opgive deres uddannelse, da de ikke kan finde praktikpladser. På længere sigt er der derfor stor risiko for, at færre unge får en uddannelse, og at Danmark kommer til at mangle uddannet arbejdskraft.