ANALYSE

Manglende investeringer og uddannelse hæmmer dansk velstand

Chefanalytiker Frederik I. Pedersen | stud.polit Jeppe Druedahl | 3. september 2009

Kapitalinvesteringer og væksten i arbejdsstyrkens uddannelsesniveau har trukket ned i velstandsvæksten i dette årti, men forklarer langt fra det hele - AE anbefaler, at der nedsættes en produktivitetskommission, som skal kulegrave området.

Analysen viser, at havde produktiviteten for årene 2000-2008 ligget på det historiske gennemsnit for de sidste 40 år, havde det løftet Danmarks BNP godt 250 mia. kr. i dag.

Hvis marginale grupper på arbejdsmarkedet skulle forklare hele produktivitetsnedgangen, skulle de have en negativ produktivitet, hvilket er fuldstændig urealistisk. Samtidig har kapitalinvesteringer historisk været en vigtig kilde til produktivitetsvækst. Men kapitalmængden per arbejdstime har overraskende ligget næsten uændret siden 1994.

Mere uddannelse øger produktiviteten. I 1990’erne voksede arbejdsstyrkens uddannel-sesniveau med 0,6 pct. om året, mens det siden 2000 kun er vokset 0,3 pct. om året.

Vi har langt fra forklaringen på produktivitetsudviklingen. Der er derfor brug for en produktivitetskommission, til kulegravning af området.

Omtalt i Børsen 3. september 2009.