Finanspolitikken er ifølge Finansministeriet svagt uholdbar, men med en indsats for at holde ledigheden nede og sikre høj beskæftigelse, er der imidlertid en god chance for at sikre holdbarheden.

Arbejdsmarkedet er inde i en voldsom nedgang. Selvom faldet i BNP bremses, og væksten forventes at vende til positiv i 2. halvår 2009, er det ikke ensbetydende med, at det går godt i dansk økonomi. Hvis vi skal undgå faldende beskæftigelse, skal væksten således op over 1½ pct. Det sker formentlig først i 2011, hvor vi nærmer os BNP-vækstrater, der ligner ”normalen” og som derfor kan forventes at trække gang i arbejdsmarkedet igen. Dertil kommer, at arbejdsmarkedet altid reagerer med forsinkelse i forhold til væksten.

Hvis ikke der kommer mere gang i væksten, understøttet af nye og ambitiøse vækstpakker, står vi til at miste stort set hele den fremgang, vi har haft på arbejdsmarkedet under det seneste opsving. De historiske erfaringer viser, at arbejdsløsheden har det med at ”bide sig selv i halen”, dvs. at den udvikler sig trægt.

Flere år med stigende arbejdsløshed betyder flere langtidsledige og flere, der mister eller får reduceret deres kompetencer i forhold til arbejdsmarkedet. Det kan gøre det langt sværere at få reduceret arbejdsløsheden igen, når konjunkturerne vender, fordi arbejdsmarkedsstrukturerne er blevet forværret. Når krisen er slut, og der er brug for hænderne igen, risikerer man således at stå tilbage med en mindre (effektiv) arbejdsstyrke.

Det er imidlertid ikke kun i forhold til arbejdsløsheden, at vi risikerer at tabe strukturelle fremskridt på gulvet igen, men ligeledes i forhold til arbejdsstyrken. Vi står i de kommende år overfor en markant nettoaf-vandring fra arbejdsmarkedet på op i mod 50.000 personer.

Det skal ses i forhold til, at Arbejdsmarkedskommissionen oprindelig blev bedt om finde initiativer, der øger arbejdsstyrken svarende til i størrelsesorden 50.000 personer for at lukke hullet i regeringens 2015-plan. Selvom noget af nedgangen i arbejdsstyrken skyldes, at udenlandsk arbejdskraft tager hjem igen, er der fortsat tale om et massivt fald i arbejdsstyrken for danskere.

Faktisk og strukturel ledighed er omdrejningspunkterne ift. holdbarhed og krisetiltag Vurderinger af niveauet for den strukturelle ledighed er det helt centrale omdrejningspunkt i både vurderingen af den økonomiske konjunktursituation, dvs. hvornår der bør føres aktiv finanspolitik samt i vurderingen af den finanspolitiske holdbarhed. Den strukturelle ledighed er et udtryk for det ledighedsniveau, der er foreneligt med en stabil og ikke-accelererende inflation (også kaldet NAIRU Non-Accelerating Inflation Rate of Unemployment).

Arbejdsløsheden i juni 2009 var 105.000 personer. Det svarer præcist til Finansministeriets skøn for den strukturelle ledighed i Finansministeriets Økonomiske Redegørelse fra maj 2009. Lidt forsimplet kan siges, at der bør føres aktiv finanspolitik, når ledigheden er større end den strukturelle ledighed og omvendt. Der er dog stor usikkerhed omkring niveauet for den beregnede strukturelle ledighed. Vismændene vurderer, at usikkerheden er ±30.000 personer. Det kan derved ikke udelukkes, at den strukturelle ledighed er 75.000 personer. Dermed blev den passeret for flere måneder siden. Givet at lønstigningstakten er aftaget i andet halvår i 1 halvår 2009, hvor ledigheden i perioden steg fra 48.000 til godt 100.000 fuldtidsledige – tyder det på, at den strukturelle ledighed i øjeblikket er under Finansministeriets 105.000 personer.

Som analysen viser, påvirker det strukturelle ledighedsniveau altså den finanspolitiske holdbarhed markant. Sætter de dårlige konjunkturer, vi oplever i øjeblikket, sig negativt i strukturerne på arbejdsmarkedet med den konsekvens, at den strukturelle ledighed stiger, koster det således på den finanspo-litiske holdbarhed. En central forudsætning for, at finanspolitikken er langtidsholdbar, er således, at der i den nuværende krise gøres en indsats for at fastholde flest mulig af de personer, som er kommet i be-skæftigelse under de seneste års højkonjunktur frem for at se passivt til, mens at ledighedskøen stiger kraftigt, og svage grupper igen udstødes fra arbejdsmarkedet. Lader vi stå til i forhold til den stigende arbejdsløshed, risikerer vi, at arbejdsløsheden bider sig fast på de 105.000 personer eller måske på et endnu højere niveau. Det viser erfaringerne fra 1970’erne og 1980’erne.

AE: Hold beskæftigelsen høj med ambitiøs vækstpakke
AE forventer ikke, at regeringens krisetiltag kan forhindre, at vi taber stort set hele den beskæftigelsesfremgang, der har været under det seneste opsving. Derfor er AEs vurdering, at der er brug for nye vækstinitiativer med fokus på offentlige investeringer i størrelsesorden 30 mia. kr., samt tiltag der fremadrettet kan løfte arbejdsstyrkens uddannelsesniveau. AEs anbefalinger ligger på linje med Vismændenes anbefaling i deres forårsrapport 2009.

En effektiv vækstpakke bør dels fokusere på offentlige investeringer i nedslidte offentlige bygninger og anlæg, som uanset konjunktursituationen skal laves, dels på øget uddannelse og opkvalificering, så man høster gevinster af uddannelse samtidigt med, at arbejdsstyrkens kvalifikationer tilpasses den stadig stigende efterspørgsel efter uddannet arbejdskraft. En indsats for at holde ledigheden nede og fastholdes svage grupper og ældre på arbejdsmarkedet vil medvirke til at sikre den finanspolitiske holdbarhed.

Derfor er AE fortaler for en vækstpakke, der kan holde beskæftigelsen høj. En vækstpakke, der stimulerer efterspørgslen, vil nemlig have varig virkning på arbejdsmarkedet ved at modgå, at ledigheden blandt svage grupper, indvandrere og ældre bider sig fast på et højere niveau og at flere udstødes fra arbejdsmarkedet. Det er lettere at fastholde folk, som allerede er i arbejde, end først at se arbejdspladserne forsvinde for derefter at sætte Arbejdsmarkedskommission til at foreslå og gennemføre nye reformer, der skal få flere i beskæftigelse, når arbejdspladserne først er tabt.

Omtalt i Information 18. august 2009.