ANALYSE

Ledighed: 100.000 arbejdsløse allerede i efteråret 2009

Chefanalytiker Frederik I. Pedersen | 29. januar 2009

Arbejdsløshedstallene for december 2008 viser en stigning på næsten 6.000 fuldtidspersoner. Der hersker dermed ikke tvivl om, at vi er på vej ind i en meget kraftig vending på arbejdsmarkedet. Vi frygter på baggrund af vækstudsigterne, at arbejdsløsheden vil passere 100.000 allerede til efteråret 2009.

Den sæsonkorrigerede arbejdsløshed steg ifølge Danmarks Statistik fra november til december 2008 med hele 5.900 fuldtidspersoner. Arbejdsløsheden i december lå på knap 58.000 fuldtidspersoner svarende til en ledighedsprocent på 2,1 pct. Siden august 2008, hvor ledigheden bundede med 46.500 fuldtidspersoner, er ledigheden steget med i alt knap 11.500 fuldtidspersoner. Stigningen dækker primærtover, at der er blevet flere arbejdsløse dagpengemodtagere.

Aktiveringen af forsikrede arbejdsløse har ligget lidt lavere den seneste måned (sæsonkorrigeret). Siden årsskiftet 2007/2008 er aktiveringen i statslig regi faldet med ca. 2.000 fuldtidspersoner. Antallet af aktiverede forsikrede sammenholdt med aktiverede og arbejdsløse dagpengemodtagere (aktiveringsgraden) er faldet markant de seneste måneder. Det varsler desværre ikke godt for fremtiden.

Arbejdsløsheden fordelt på a-kasser bekræfter, at nedturen på arbejdsmarkedet er bredt funderet, men også at byggefaglærte og de typisk ufaglærte 3F’ere - ikke overraskende - er hårdest ramt.

Samlet peger det på et betydeligt dårligere vækstbillede, end det vismændene lagde til grund for deres ledighedsprognose i november sidste år, hvorfor nedturen på arbejdsmarkedet må forventes at blive endnu kraftigere. I lyset af det vækstbillede, der tegner sig for dansk økonomi nu, frygter vi, at arbejdsløsheden vil passere 100.000 til efteråret.