ANALYSE

Langtidsledigheden bider sig fast

Senioranalytiker Jes Vilhelmsen | Privatøkonom Mie Dalskov Pihl | 14. oktober 2009

Langtidsledigheden er igen ved at få fodfæste på det danske arbejdsmarked - antallet af forsikrede ledige, der har brugt ½-1 år af den 4-årige dagpengeperiode, er steget med over 125 procent i forhold til samme tidspunkt sidste år. Det varsler nye tider med et stigende antal langtidsledige med dertil hørende risiko for marginalisering og udstødning af arbejdsmarkedet.

AEs beregninger på Beskæftigelsesministeriets DREAM-database viser, at langtidsledigheden for alvor er ved at bide sig fast på det danske arbejdsmarked.

Antallet af ledige, der har brugt ½-1 år af den 4-årige dagpengeperiode, er således mere end fordoblet i forhold til samme periode sidste år.

Med den faldende efterspørgsel efter arbejdskraft er mange af de nyledige i risikogruppen for langtidsledighed. Jo længere tid man har været ledig, des vanskeligere er det igen at komme i beskæftigelse. Det er derfor altafgørende, at de ledige opkvalificeres under ledighedsforløbet, så de har de kvalifikationer, som virksomhederne efterspørger, når konjunkturerne igen vender.

Behov for politiske initiativer for at bremse langtidsledigheden
Analysen viser, at langtidsledigheden er ved at bide sig fast på det danske arbejdsmarked. Med flere langtidsledige er der risiko for et permanent højere ledighedsniveau, der kan koste på den samfundsøkonomiske vækst og velstand i en årrække fremover. Flere langtidsledige er derfor ikke kun et problem for dem, der rammes af længerevarende ledighedsperioder, men det er også et samfundsøkonomisk problem. Derudover er der risiko for, at de seneste års gevinster i form af, at flere ældre har udskudt deres tilbagetrækning, og mange svage grupper er kommet i arbejde, tabes på gulvet.

Der er derfor behov for nye politiske tiltag for at bremse ledigheden. For det første skal alle unge have en uddannelse – ingen unge skal være på arbejdsmarkedet uden en uddannelse. Uddannelse er med til at sikre en højere produktivitet for den enkelte dansker, og dermed højere velstand både for den enkelte og samfundet.

Tidligere analyser, som AE har foretaget, viser, at uddannede har langt bedre tilknytning til arbejds-markedet samtidig med højere indkomst gennem livet. Desuden viser AEs prognoser for efterspørgslen på arbejdsmarkedet, at der i fremtiden først og fremmest vil blive efterspurgt uddannet arbejdskraft. Derfor er det en god investering at at uddanne de ledige, så man er klar til den stigende efterspørgsel efter krisen.

Herudover skal arbejdsmarkedspolitikken op i gear. Der skal ske en hurtig og effekt indsats i jobcentrene, så de ledige får de bedste muligheder for et nyt job. De ledige, ikke kun de unge, skal opkvalificeres og efteruddannes under ledighedsforløbet. Den er netop aktive arbejdsmarkedspolitik, der skal forhindre en voldsom stigning i ledigheden.

En anden mulighed, der kan tage toppen af ledigheden, er en vækstpakke, der vil kunne stimulere den økonomiske vækst, så der igen bliver efterspørgsel efter arbejdskraft. AE foreslår, på linje med de Øko-nomiske Vismænd, en vækstpakke, som øger de offentlige bygge- og anlægsinvesteringer. Øgede offentlige investeringer for 15 mia. kr. i 2010 og 2011 vil redde i omegnen af 20.000 stillinger.

Omtalt i Jyllands Posten 14. oktober 2009.